1.halvår 2011

28/3 2011

Har været i haven idag for første gang i år (altså rent arbejdsmæssigt). Det var virkelig dejligt at komme igang derude, selvom jeg både er øm i ryg og ben nu. Har fået gravet 1/4 af køkkenhaven nu og flyttet 2 kompostbeholdere. De stod nemlig i vejen og skulle derfor flyttes til en anden plads, som egentlig også er bedre.

Men det de stod i vejen for var nemlig parkeringspladsen til vores nye campingvogn. Var nemlig ude og købe campingvogn sammen med pigerne igår. Så vi kan jo næsten ikke vente med at få den hjem og komme på campingtur. Har jo afprøvet det et par gange de sidste par år og det er en ferieform vi alle kan lide. Synes faktisk også det passer godt til mig. For på den måde kan jeg jo tage "en tryg base" med mig rundt i landet. Jeg kommer ud og kan være sammen med andre mennesker og opleve noget, men kan også hurtigt trække mig tilbage til noget der er mit eget.
For selvom man jo godt nok også har sit eget hotelværelse eller lignende på fx. en chartertur, så er det jo ikke helt éns eget. Man er stadig lidt på udebane. Hvorimod en campingvogn er helt éns egen og kan indrettes så den kommer til at udgøre en tryg og hjemlig base.

 

26/3 2011

Skrev et kritisk indlæg herind om ptsd foreningen for et par dage siden, men slettede det igen. Tænkte at det måske kunne være med til at ødelægge mere for dem, end det gavnede. Men efter en lille oplevelse her til aften kan jeg altså ikke holde kæft længere..............
Har prøvet at skrive til dem, men får desværre ikke noget svar. Det er som om at de slet ikke kan tåle nogle former for kritik, det være sig konstuktiv eller ej. De har jo åbnet deres forum igen, men desværre var al den gamle spam ikke slettet. der var både henvisninger til porno, voldtægt og incest. Det gjorde jeg dem jo så opmærksom på, men fik blot et svar tilbage om at det var efter aftale med politiet. Som tidligere fængselsbetjent kender jeg en del til politiet og må indrømme at jeg har svært ved at se hvilken del af politiet der skulle aftale og råde dem til at genåbne et forum med henvisninger til børneporne og voldtægt. Det lyder snarere som noget de har aftalt med "Fætter Vims' amatørdetektivbureau".
Men så var der da heldigvis en anden bruger inde på deres Facebookgruppe der holdt lidt med mig og også syntes at det virkede lidt mærkeligt. Og vupti........så fik de slettet alt spammen inde på forummet. Men det var så ikke det eneste de slettede. De fik samtidig slettet min og den anden persons kommentar inde på Facebookgruppen. Var det så første gang de slettede noget derinde, så kunne man måske bære over ed dem. Men desværre så er det sådan at hvergang der har været kritiske kommentarer på deres Facebookgruppe, så er disse blevet sletttet. Ligesom de fx. har slettet alle henvisninger til denne side. Da jeg spurgte ind til hvorfor henvisninger til denne side bliver slettet, så var svaret at jeg kom med kritiske indlæg på facebookgruppen og også havde skrevet negativt om dem herinde i min dagbog.
Men at jeg fx. i modsætning til dem selv brugte tid på at besvare indlæg på facebookgruppen i på deres forum, det betød åbenbart ikke så meget, selvom de svar jeg gav altd var positive og konstruktive. At jeg fortsat linker til dem herinde på min egen hjemmeside, det betød åbenbart heller ikke noget. Nej, det eneste der betyder noget er åbenbart at jeg ikke altid klapper dem på skuldrene og endda tillader mig at stille kritiske spørgsmål.
Synes bare problemet er at de har en vis forpligtigelse til at hjælpe folk med ptsd fordi de har valgt at oprette en forening. Alt andet vil være at stikke folk blår i øjnene. At drive en forening for folk der er "psykisk svage" er ikke venstrehåndsarbejde. Det kræver en seriøs tilgang og en tilsvarende arbejdsindsats. Synes fx. det er forkastelig at de ikke besvarer indlæg på deres forum, selvom det tydeligt fremgår at det kommer fra mennesker i en desperat situation. Synes også det er mærkeligt at man kan drive en forening der ikke formår at opdatere deres hjemmeside. De besluttede fx. i starten af februar at man ikke længere kan være passivt medlem. Men på deres hjemmeside er det stadig muligt at melde sig ind i foreningen som passivt medlem. Der er også masser af links der ikke virker, fx. kan man ikke læse referatet fra deres seneste bestyrelsesmøde. Det burde jo også være en forening for alle ptsd-ramte. Men kan se på den nuværende bestyrelse at de fleste er tilknyttet CETT eller andre flygtningeorganisationer. Og dette kan desværre også ses på deres virkeområder. Hvorfor skal man fx. kunne downloade noget om "hjemrejser for flygtninge"? Hvad har det med ptsd at gøre? Synes virkelig at traumatiserede flygtinge er en gruppe der har brug for hjælp. Men det synes jeg altså også at traumatiserede soldater, politifolk, socialrådgivere, voldtægtsofre og alle de andre har. Og opmærksomheden på en gruppe skal aldrig ske på bekostning af en anden gruppe. Ved godt jeg i bund og grund bare kan være ligeglad, men synes simpelthen det er ærgeligt når noget der virkelig kunne være godt og kunne gøre en forskel bare bliver såildt på gulvet på denne måde. Håber meget på at de nye i bestyrelsen formår at dreje foreningen den rigtige vej og dermed også være med til at redde den.

Synes faktisk jeg kunne blive ved og ved næsten ikke hvor jeg skal stoppe. Men vælger så at gøre det her, selvom der er så meget mere. Håber ikke at folk vælger ptsdforeningen fra, men kunne godt tænke mig at folk blev lidt mere kritiske og ikke blot tog "alt det fra oven, for gode varer".............

 

23/3 2011

Det går rimelig godt lige nu. Går jo og hjælper min ven med hans hus. Kan godt mærke jeg bevæger mig lige på grænsen af hvad jeg kan holde til. Men prøver at være meget opmærksom på det og holder lidt pauser ind imellem. Var derude igår og sidst på dagen kunne jeg bare mærke at al ting tog 3 gange så lang tid. Jeg skulle simpelthen sådan koncentrere mig om det jeg lavede og tænke over hver lille handling. Men det er også rart at lave lidt og især rart at man så kan hjælpe en ven imens.

Har jo også været ved fysioterapeuten idag. Det gik faktisk rigtigt godt deroppe. Jeg lavede kun siddende og stående øvelser og var ret aktiv i forhold til de tidligere gange. Kan godt mærke at jeg har fået mere føling med benene og hvilke muskler jeg skal aktivere i de forskellige øvelser. Selvom jeg var meget aktiv deroppe, så følte jeg mig ret godt tilpas bagefter og ikke speciel træt. Men ok, det gik så over lidt senere. For da jeg kom hjem kunne jeg godt mærke at kroppen virkelig var blevet brugt. Var utrolig træt i kroppen og lettere øm i ryggen og skuldrene. Men havde stadig en god følelse rent mentalt af dagens øvelser.

 

19/3 2011

Så er min sag endelig slut. Har fået den endelige afgørelse fra Arbejdsskadestyrelsen og såfremt den ikke bliver anket, så regner jeg med at få udbetalt min erstatning i løbet af de næste par måneder. Synes det bliver rart at kunne lægge det hele bag sig nu og så nøjes med at skue fremad.

Ellers har det faktisk gået rimelig ok, den sidste uges tid. Føler jeg har haft en del overskud. Har hjulpet en kammerat med at spartle nogle vægge i hans hus. Den første dag fik jeg vildt ondt i knæet efter et par timer og troede faktisk jeg havde stødt knæet mod et eller andet uden lige at være opmærksom på det. Men var så derude igen idag, hvor det samme gentog sig. Så er simpelthen bare kommet i enn elendig form, hvor der ikke skal ret megen belastning til førend det begynder at gøre ondt. Så måske jeg skulle til at gå nogle flere ture og evt. cykle lidt en gang imellem.

Katrine spurgte mig igår om jeg syntes jeg kunne mærke en forskel efter jeg har gået i fysioterapien i et pænt stykke tid nu. Synes det er lidt svært at svare på, da mange af forandringere jo kommer snigende lige så stille og man derfor ikke rigtig lægger mærke til dem. Men synes især jeg kan mærke en forskel i min opmærksomhed på kroppen. Men grunden til hun spurgte var faktisk at hun syntes at jeg lige pludselig gik lidt mere som i "gamle" dage. At jeg var lidt mere oprejst og rank. Så hvis det er noget der kan ses så er det jo virkelig positivt.
Det går også godt deroppe. Synes jeg bliver bedre til mange af de øvelser vi laver og har samtidig nemmere ved at acceptere de ting jeg ikke kan.

 

10/3 2011

Så har jeg snakket med psykologen fra angstklinikken i Viborg. Der var kommet et afslag på min henvisning til Risskov. De havde alligevel ikke den fornødne kompetence til ptsd-ramte og det var kun en gruppe de tog ind undtagelsesvis, når der var et hul i deres behandlingskapacitet. Så det var jo lidt nedtur........
Men angstklinikken i Viborg ville så prøve at tage mig ind alligevel, selvom det lå lidt udenfor deres område. Så psykologen ville undersøge noget mere om ptsd og prøve at strikke et individuelt forløb sammen til mig. Det er jo nok ikke det optimale, men det kan måske vise at blive godt nok alligevel. For fik ham da næsten overbevist om at det kunne være godt med en slags kombinationsbehandling, hvor de forskellige aktører skulle prøve at koodinere tingene en smule med hinanden. Så han ville tage kontakt til min fysioterapeut og høre om hvordan de kunne hjælpe og supplere hinanden. Han ville også tage kontakt til lokalpsykiatrisk center i Silkeborg for at høre lidt mere om NADA-akupunktur og om jeg evt. kunne henvises ned til den sideløbende med behandlingen her i Viborg. Han spurgte igen ind til medicin, men det afviste jeg som allersidste nødløsning. Kunne godt mærke det ærgerede ham en smule, men tror nu også han accepterede det.
Men desværre skulle jeg nok regne med, at der ville gå nogle måneder inden en evt. behandling kunne starte op. Men hvad..... nu har jeg jo gået med det her lort i 4 år, så overlever det nok 2-3 måneder endnu.

Synes det er lidt hårdt og også lidt for dårligt, at jeg selv skal sørge for at koordinere alt det her. Især også fordi jeg jo ikke selv har ekspertisen, men skal "famle" mig lidt frem. Men ok, det skal de forskellige behandlere jo åbenbart også. Men på den anden side, så kommer der måske endelig noget godt ud af det. For nu kan jeg måske få lavet det 1 årige behandlingsforløb som jeg har tænkt på. Så kan jeg få det arrangeret, så der bliver et forløb med kognitiv terapi på angstklinikken, kombineret med NADA, fysioterapi og så evt. mindfulness, så tror jeg der er en chance for at det kan lykkes at komme ud på den anden side.

 

9/3 2011

Er efterhånden helt ovenpå igen, efter den lille nedtur i forbindelse med fastelavn.

Katrine har været til et foredrag idag i hendes pårørendegruppe. Det var med en sygeplejerske fra distrikspsykiatrien i Silkeborg, der fortalte om behandling og medicin m.m. Her hørte hun så at de brugte noget der hed NADA - akupunktur. Har efterfølgende selv undersøgt en del om det og det lyder faktisk ret interessant. Det bruges oprindeligt til at afhælpe abstinessymptomer, men har en meget positiv effekt på angst, søvnbesvær, mareridt, irritaion og vredesudbrud. Og flere steder bruger de det faktisk som en supplerende behandling mod ptsd.
Så det er noget jeg vil undersøge om jeg kan få tilbudt. Men samtidig kunne det også være interessant om Katrine kunne uddanne sig til NADA-akupunktør. Det er en lille diplomuddannelse man kan tage på 4 dage, så det ville faktisk være praktisk muligt for hende og kunne vel egentlig være en god hjælp at hun kan bruge det herhjemme.

Men vil prøve at "strikke" et behandlingsforløb sammen for mig som skal køre over det næste års tid. Er jo fanget lidt i "ingen-mands-land" her, så må jo selv prøve at finde noget der virker. Så regner jo med at fortsætte i fysioterapien i mindst 1 år endnu (måske 1½). Det vil jeg så supplere med Mindfulness og NADA som jeg kan starte op på i løbet af foråret. Så er der lige den ubekendte faktor med angstklinikken i Risskov. Ved jo ikke helt om de mener de kan hjælpe mig og hvad det evt. går ud på, men det må jeg jo afvente og se.

 

Har droppet at beskrive forløbet hos fysioterapeuten så "intensivt" som jeg har gjort indtil nu. Så fremover vil jeg kun komme med jævnlige opdateringer om forløbet samt hvis der er sket noget specielt. Men synes stadig det går godt deroppe, selvom det jo går meget langsomt. Fysioterapeuten har bedt om at få lov til at kontakte min støttekontaktperson hos kommunen. Hun tror det vil være godt, hvis de kan supplere hinanden og måske koordinere nogle ting, så der kommer en mere rød tråd og styring gennem hele forløbet. Hun så gerne den samme kontakt til angstklinikken i Risskov, men pga, af afstanden ville dette nok begrænse sig til telefonisk kontakt, Synes selv det er en kanon idé og rigtig godt tænkt af hende. Nu har jeg jo stadig ikke hørt fra Risskov og ved derfor ikke helt hvordan de forholder sig til sådan noget. Kan faktisk godt forestille mig, at det ikke er noget de gider deltage i. Nu er det jo et måned siden jeg blev henvist og fik at vide, at jeg nok ville høre fra dem indenfor 14 dage. Så ved ikke helt hvordan jeg skal forholde mig til det. Skal jeg begynde at rykke for et svar og orker jeg det egentlig? Sad med telefonen i hånden idag for at ringe til Viborg og høre om de kunne rykke, men lagde røret på igen. Synes bare at denne søgen, rykken og venten virker så uoverskuelig.

Har så endelig lukket Facebookgruppen. Havde jo skrevet derinde, at jeg overvejede det pga. manglende aktivitet derinde. Men da der så ikke kom nogle kommentarer på det, så måtte jeg jo bare se i øjnene at folk ikke gider være aktive. For kunne jo se, der var besøgende nok i gruppen og den på den måde blev brugt. Men det er altså bare ikke nok, at folk sidder derhjemme bag skærmen og "tager" det de kan bruge. Man er også nød til selv at yde noget her i livet, hvis man vil være med til at ændre på tingene. Jeg forlanger ikke at alle skal farte ud og dele deres livshistorie med alt og alle. Men hvis jeg fortsat skal føle et formål med denne side, så er jeg jo også nød til at vide, at den bliver brugt og at det folk finder herinde på en eller anden måde værdsættes.

 

7/3 2011

Så er det vist ved at være tid til at skrive lidt her i dagbogen. Det er jo snart en måned siden, der sidst kom en opdatering.

Er lidt i tvivl om hvordan det egentlig går. Har det faktisk rimelig godt, men på den anden side så kan jeg også se en masse ting der ikke fungerer optimalt. Fx. er min angst blevet værre. Har det svært med det sociale og vil egentlig bare gerne undgå andre mennesker. Min lydfølsomhed er også blevet meget værre. Hvergang telefonen ringer, så farer jeg sammen. Det er endda gået så vidt at jeg farer sammen når "den blide klokke" ringer i det meditationsprogram jeg bruger hver dag, og det er vel egentlig ikke optimalt når man mediterer og faktisk burde falde til ro ved det ;-)
I dag er det jo fastelavn og man kan derfor forvente en masse "besøg" af børn der gerne vil beriges med slik eller penge. Kan ikke huske det som et tidligere problem, men idag var det som "Living Hell". Altså et mareridt i levende live.
Vidste allerede fra morgenstunden at eftermiddagen og aftenen ville blive fyldt med udklædte og glade børn, der ville forsøge at "tigge" slik eller penge af mig. Så hele dagen var præget af angst for det der ville komme i form af børn, der ringede på. Så tilbragte meget af eftermiddagen på sofaen mens jeg ventede på dette "helvede". Forsøgte flere gange at overbevise mig selv om både det uskadelige, men også sjove og underholdende ved disse indslag. Men lige lidt hjalp det, for forventningen om det der skulle ske og det der reelt skete var ligeså angstprovokerende som forventet.

Så her stod fængselsbetjenten, der tidligere havde konfronteret, rockere, voldtægtsforbrydere, voldsmænd, røvere og andet godtfolk. Her stod han og var bange for 8 årige børn klædt ud som prinsesser. Det kan godt være at psykologerne har en masse flotte forklaringer. Men det hjælper desværre ikke på at man føler sig en smule ynkelig.

Min kone (Katrine) vil så gerne at jeg deler alt med hende, både glæder og sorger. Det vil jeg også gerne langt hen af vejen, men sommetider er det bare lettere sagt end gjort. Har fx. ikke delt disse tanker og oplevelser omkring fastelavn med hende. Jeg ved godt det er dumt og at hun jo er her samtidig med mig og derfor vil opdage det alligevel. Men det er altså ikke nemt, som mand, at sige at man frygter en masse børn der vil ringe på døren. Det lyder simpelthen så latterligt, at man ikke kan få sig selv til at sige det.

Har overvejet at lukke Facebookgruppen ned. Synes den kræver mere end den giver. Forstår ganske enkelt ikke folk længere. synes det virker som om vi er blevet en nation af mennesker der kun vil modtage, men ikke give. Tror simpelthen bare at folk er blevet så vant til at de kan "google" alting og derfor ikke behøves at dele noget længere. Hvorfor dele og udstille sig selv, når man kan "google" og få det hele serveret.........
De glemmer bare at det de googler er der mennesker der har lagt ud. Mennesker der har risikeret noget og udstillet sig selv. Men ok, ved jo godt det er svært. Synes nok bare at jeg bruger lidt mere på det, end det giver lige nu.

 

12/2 2011

Det er lidt sjovt med hvordan det fysiske hænger sammen med det psykiske. Det er jo noget jeg virkelig har fået øjnene op for i forbindelse med det forløb med psykiatrisk fysioterapi, som jeg er begyndt på. Synes måsske ikke det har afhjulpet nogle ting endnu, men er jo også stadig meget tidlig i forløbet. Men det har helt afgjort været med til at øge min egen opmærksomhed på de fysiske symptomer.
Fx. er jeg stadig helt spændt op i skulder og nakke musklerne efter skænderiet med Katrine forleden dag. Førhen ville jeg bare have registreret at jeg var øm i skuldrene, men nu kan jeg mærke meget tydeligere og mere præcist, hvor det er jeg er øm og anspændt.
Lagde også mærke til at jeg den samme dag og den efterfølgende havde ret ondt i både min højre arm og i mine lårmuskler Det med armen har jeg jo næsten fundet ud af, at er psykisk betinget. Det sker ganske enkelt kun når jeg har været ude for en ubehagelig eller anstrengende oplevelse. Det med lårmusklerne har jeg ikke før været opmærksom på. Men det kan jo godt passe med at raseriet har opbygget en masse aggressioner, som ikke blev "udløst". At jeg billedlig talt har haft lyst til at sparke til det hele, men alligevel holdt igen rent fysisk. Dermed er den energi der blev opbygget i benene ikke brugt og sidder nu bare som en ophobning, der gør ondt ?
Måske man skulle anskaffe sig en sandsæk, man kunne sparke til og smadre løs på når verden går én lidt imod? Men ok, så kunne man jo ikke lave andet end sparke og slå til den skide sæk hele tiden........

 

9/2 2011

Har været en rigtig møgdag. Havde et skænderi med Katrine imorges, eller rettere sagt en hurtig udveksling af mishagsytringer. Men det var vel udelukkende min fejl og det var på ingen måder berettiget at jeg blev så sur som jeg gjorde.
Men er bare lidt "sårbar" om morgenen og har ikke så meget overskud der. Og ind imellem kan jeg simpelthen have sådan et næsten ukontrolabelt raseri inden i mig og det var så "bare" det jeg ikke nåede at tøjle imorges.

Men det betød så også at resten af dagen var ødelagt. Både pga. et fortsat raseri og de spændinger i kroppen der følger med. Men især også pga. den dårlige samvittighed og irritation over egne svagheder og de begrænsninger der følger med den her rådne sygdom..

 

7/2 2011

Så har jeg lige været til den sidste af 2 afklarende visitationssamtaler på angstklinikken i Viborg. Det gik lidt nemmere den her gang. Kendte det jo lidt bedre deroppe og var derfor ikke helt så angst.
Men de mente ikke de havde den fornødne "ekspertise" til at kunne hjælpe mig deroppe. I stedet vil de henvise mig til Risskov, hvor de åbenbart er lidt bedre gearede til at have med ptsd-ramte at gøre. Men det er jo nok også det bedste. der er jo ikke meget ved at starte et forløb op, som så viser sig ikke at have nogen effekt. Så hellere vente lidt længere og håbe på at Risskov kan være med til at gøre en forskel.
Men de ville sende henvisningen en af de nærmeste dage og de regnede med at jeg så ville høre fra Risskov indenfor 2-3 uger.

'Men tror dagens besøg hos angstklinikken stadig sidder i kroppen, selvom det jo ikke var så slemt som sidste gang. Har hele dagen følt angsten sidde i kroppen som en slags influenzalignende symptomer.

Ellers har jeg jo mediteret hver dag den sidste uges tid. Det er faktisk rigtigt dejligt og det gør også at jeg har en smule nemmere ved selv at "trække mig tilbage" i de situationer, hvor det er påkrævet. Kan jo ikke mærke nogen forskel endnu, for det kræver vist lidt mere end en uges meditation, men har en god fornemmelse med det.

 

2/2 2011

Kunne mærke jeg begyndte at blive en smule nervøs, da jeg skulle ind til fysioterapeuten idag. Dette udviklede sig så til et decideret angstanfald inde hos hende. Under normale omstændigheder ville jeg sagtens kunne styre og dæmpe sådan et anfald, ved at prøve at holde kroppen i ro og søge indad samtidig med jeg fokuserer på min vejrtrækning. Men idag snakkede hun om noget der krævede min opmærksomhed. Og da det med opmærksomheden blev besværet at det begyndende angstanfald, så blev det bare endnu sværere at fastholde opmærksomheden, men også endnu sværere at få dæmpet angstanfaldet. Så det var bare ligesom en ond spiral der blev startet. Men til sidst fik jeg gjort hende opmærksom på, hvad der skete inden i mig, så vi kunne få en kort pause og jeg dermed kunne få lidt ro på angsten igen.
På baggrund af at min krop nu var fuldstændig spændt op og i alarmberedskab, droppede vi alle praktiske øvelser og koncentrerede os i stedet om nogle samlende og afslappende øvelser/berøringer. Endte da også med at få det nogenlunde igen. Men er pokkers træt nu, så tror den står på afslapning resten af dagen.

Jeg fik også udleveret mine papirer/kropsscanningen, som jeg jo havde bedt om. Det er lidt mærkelligt at læse om sig selv med et kropsligt udgangspunkt. Den endelige konklusion er jo ikke anderledes end både speciallæger og jeg selv er kommet frem til. Men lidt skægt at læse det når man er kommet frem til samme konklusion fra en kropslig vurdering istedet for en ren mental vurdering.

Er ved at lægge nogle mindfulness meditationer over på min mobil. Vil så forsøge at bruge 20-30 minutter hver dag på at meditere. Gjorde det jo for lidt over 1 år siden og syntes egentlig det havde en god effekt, men desværre kom jeg fra det igen. Så nu vil jeg prøve at få det sat i system igen og så intensivere det en smule. Tror også jeg får nemmere ved det, når jeg har det liggende på mobilen og dermed kan bruge hovedtelefonerne. Det er altid lidt mere besværligt at begynde at rode med cd-afspilleren. Og på den her måde, kan jeg også altid have det med mig.

 

28/1 2011

Damn, det var dejligt med en hel nats søvn :-)

 

27/1 2011

3. nat i træk med dårlig søvn. Måtte stå op ved 2 tiden med en lidt træls drøm og gik så i seng igen ved 3 tiden. Trænger altså snart til at sove igennem en hel nat.

Her i eftermiddags fulgte jeg Agnethe ned til en veninde, som hun skulle lege med. Synes det er træls at en simpel gåtur igennem vores lille by skal føles som en marathon i et krigsplaget område. Er simpelthe i alarmberedskab hele tiden. Har efterfølgende tænkt lidt over det. For har jo altid undret mig over hvad det var jeg er bange for. Har jo ikke kunne sætte ord eller tanker på noget som jeg vil være bange for. Det er mere bare en konstant udefinerbar følelse. Det har jo også undret mig at angsten er størst, når jeg går rundt heri vores lille by, hvor imod den fylder mindre når jeg bevæger mig rundt i Viborg. Synes jo det burde forholde sig omvendt, da der er væsentlig flere indtryk, lyde og mennesker i Viborg.
Men efter at have tænkt lidt over det, så tror jeg faktisk heller ikke det forholder sig sådan at der er forskel på angsten de 2 steder. Men her i vores lille by kender jeg jo rigtig mange af de mennesker jeg møder og derfor er jeg nødt til at "sænke paraderne" en smule, hvor imod jeg i Viborg kan lukke meget bedre af for de mennsker og det der er omkring mig. Lidt som at lukke mig inde i en skal der så beskytter mig. Derfor føles angsten jo meget kraftigere her i byen, hvor jeg ikke har det samme "værn" til at beskytte mig selv.
Førhen har jeg jo troet at angsten bundede i at jeg var mest bange for at møde mennesker jeg kendte eller skulle forholde mig til. Men når jeg så samtidig er så åben omkring min sygdom, så giver det ikke helt mening. Men derimod så giver det med at jeg kan lukke bedre af, et "fremmed" sted jo meget mere mening.

 

 

26/1 2011

Så er det onsdag og fysioterapitid. Havde taget konen med på en "kigger" idag. Tænkte at hvis jeg skal gå deroppe i 1 - 1½ år, så var det måske rart for hende at få et lille indblik i hvordan det foregik deroppe. Synes nemlig det kan være lidt svært at sætte ord på det, så det bliver helt forståeligt.

Vi startede siddende med nogle øvelser med en "pigrulle", for at jeg skulle få kontakt med hele fodfladen. Derefter prøvede vi øvelsen, hvor jeg skulle presse på knæene for derved at mærke en øget kontakt mellem fodfladen og gulvet. Det var stadig lige så svært som sidste gang og det hjalp heller ikke meget at vi var oppe og strække ud i lægmuskelen. Fik dog en smule kontakt til sidst, men ikke lige så godt som sidste gang. Så kom den "frygtede" øvelse hvor jeg skal rulle hen over siddeknoglerne og så videre op i ryggen. Fik fint nok fat, men synes altså det er pokkers svært.

Så var det tid til at ligge lidt ned og få samling på kroppen igen. Da jeg lagde mig ned kunne jeg godt sslappe af i benene, men ryggen og især nakken havde svært ved at falde til ro og komme helt ned på briksen. Hun lavede så den "samlende" massage. Da hun kom til ben nr.2 blev jeg lige pludselig voldsomt træt. Det var ikke en følelse der kom snigende lige så langsomt, men noget der ramte mig som et lyn fra en klar himmel. Blev simpelthen så tung og fuldstændig afslappet i hele kroppen og følte en overdreven træthed. Fysioterapeuten mente der var et rigtig godt tegn. Det var et slags tegn på at jeg havde givet slip på noget og givet mig selv lov til at slappe helt af og bare være træt.
Det føltes jo heller ikke ubehageligt på nogen måde, men synes bare det virkede lidt mystisk og en smule overvældende.

Al den ballade jeg havde for lidt over en uge siden, har vist gjort mig en smule "småparanoid". Jeg tjekker min gæstebog dagligt og det er hvergang med en pæn portion nervøsitet. Så fik jeg en sms idag, fra en der efterspurgte noget malerarbejde. Jeg afslog høfligt og skrev at firmaet var lukket ned. Men bagefter blev jeg alligevel helt nervøs og besluttede derfor at tjekke nummeret. Det viste sig at sms'en kom fra en på Sjælland og vedkommende havde et andet navn, end det han opgav i sms'en. Synes altså det er lidt mystisk. Men ok, der kan jo sikkert også være en helt fornuftig forklaring på det.....

 

25/1 2011

Har sovet utroligt dårligt inat, hvis man da i det hele taget kan kalde det for at sove. Vågnede ca. kl.1 med mareridt. Husker ikke præcis hvad det handlede om, men kan bare huske at det var en eller flere der ville stikke mig ned med en kniv.
Normalt når jeg har den slags mareridt så står jeg op, fordi de er så pokkers virkelige og jeg derfor har så svært ved at slippe dem. Det er ikke nok at vågne, for de fortsætter mere eller mindre i vågen tilstand. Derfor er det vigtigt at komme helt ud af sengen og foretage mig et eller andet, så de kommer mere på afstand.
Men i nat stod jeg ikke op. Jeg var simpelthen så træt at jeg forsøgte at se om det ikke bare gik over. Så krøb istedet for helt ind til konen og forsøgte at sove igen. Men når man føler at der står nogen omkring én og bare venter på at stikke én ned så snart man falder i søvn, så er det altså svært at falde rigtigt i søvn. Så lå sådan i halvvågen tilstand indtil kl.4. Lå og veklsede mellem maridtet og knivstikkerierne og så en vågen tilstand hvor jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at det kun var en drøm. Efter kl.4 forsvandt mareridtet så, men herefter var det bare en ubehagelig og konstant afbrudt søvn, med en masse drømme (dog ikke mareridt).

Det "sjove" er, at disse mareridt er så pokkers realistiske og virkelig kryber ind under huden på én. Når jeg har dem ved jeg jo udemærket at det "bare" er drømme. Men det er som om jeg ikke kan overbevise min krop og visse dele af min hjerne om det ufarlige i dem. For selv om jeg jo så er vågnet og ved at der ingen fare er længere, så fortsætter min krop og hjerne med at være i et ekstremt alarmberedskab. Selvom om en anden del af min hjerne på samme tidspunkt sagtens kan se at situationen ikke er farlig på nogen måder og prøver at overbevise resten af hjernene om det. Det er altså en underlig dualistisk følelse. Ja sådan må det vel nærmest føles at være skizofren...

Nå, men har heldigvis lige fået et par timers søvn hertil formiddag efter pigerne var sendt i skole. Så mon ikke dagen bliver fin nok, selvom det nok bliver lidt på "vågeblus".

 

24/1 2011

Er helt på højkant med situationen igen, efter den lille nedtur i forrige uge. Kan selvfølgelig mærke at jeg stadig er sårbar og lidt nem at vælte, men det er jo ikke ligefrem en ny fornemmelse og derfor også noget man vænner sig til.

Er utrolig glad for den opbakning jeg fik i forbindelse med de skriverier der var omkring min person. Synes i det hele taget at opbakning er rart og med til at give mig mod på det hele. Alle former for opbakning betyder jo noget og det er svært at gradbøje den, da det jo udspringer af folks forskelligheder. Der kan være den person, der har svært ved i det hele taget at komme frem og her er et enkelt "det synes jeg om" på Facebook jo en stor opbakning. Noget der også berører mig meget er når man føler man er med til at gøre en forskel for nogen, som fx. når en soldat skriver i éns gæstebog at han for første gang i 9 år ikke længere føler sig helt alene. En ting er at blive berørt på det personlige plan, noget andet er på det proffessionelle plan. Som fx. når den ledende psykolog for beredskabsstyrelsen skriver personligt til én, at han synes at siden er imponerende flot og informativ. Pæne ord, når det kommer fra manden der har skrevet Beredskabsstyrelsens lærebog i psykisk førstehjælp (håber han bærer over med at jeg refererer ham for det her i dagbogen ;-)

 

19/1 2011

synes den sidste uges tid har været en smule mere "oplevelsesrig" end jeg lige brød mig om. Men tror jeg har genfundet roen og den indre styrke der skal til for at fortsætte og ikke mindst for at kunne modstå den slags personlige angreb, som jeg var udsat for. For skal ærligt indrømme, at det lige tog pusten fra mig og fik mig til at tvivle på alt her i tilværelsen. Men er også overbevist om at der er mange der nyder godt af siden og kan jo se på besøgstallet, at den bliver flittigt brugt. Og sådan noget skal jo ikke bare lige smides væk, fordi der er en enkelt eller et par stykker, der ikke kan lide mig. Da jeg var fængselsbetjent var livet jo heller ikke nogen popularitetskonkurrence, så hvorfor skulle det ændre sig nu. Og med den fantastiske respons jeg har fået både herinde og inde på Facebook, så er det jo svært at lade en enkelt idiot vinde over alle de dejlige mennesker der trods alt findes "derude".

Har jo også været til fysioterapi idag. Havde egentlig frygtet at jeg ikke ville kunne holde til ret meget deroppe, ovenpå al den ballade de sidste par dage. Men møder som regel ind i god tid deroppe. Og da jeg så stod deroppe og røg en cigaret udenfor med udsigt udover Viborg søerne og solen der skinnede fra en skyfri himmel, så var det som om det hele lige lettede lidt og alting så en del lysere ud. Så lidt tobak og naturlig lysterapi, det er bare det der skal til ;-)
Vi lavede en øvelse hvor jeg skulle rulle med en slags "pigbold" under fødderne for at mærke kontakten til dem. Bagefter skulle jeg, i siddende stilling" prøve at presse ned på mine knæ, for på den måde at mærke hvordan fødderne kom tættere på gulvet og der skulle være en øget kontakt mellem fødder og gulv. Kunne slet ikke mærke nogen forskel uanset, hvor hårdt jeg pressede. Men lagde så mærke til at det var som om min lægmuskler blev mere spændte og at de ligesom tog imod presset og på den måde kompenserede, så der ikke blev overført nogle kræfter til fødderne. Så prøvede vi at lave nogle udstrækningsøvelser for lægmusklerne for at få dem til at slippe lidt og slappe mere af. Det gjorde en kæmpe forskel. Nu kunne jeg pludselig tydeligt mærke fødderne.
Skulle så gentage en tidligere øvelse, som jeg har haft helt vildt svært ved. Der hvor jeg skulle rokke frem og tilbage over "siddeknoglerne" eller hvad de nu hedder. Bevægelsen skulle foregå i lænden og gradvids op gennem rygsøjlen. Det gik også væsentlig bedre denne gang, selv om det stadig krævede helt vild megen koncentration.

Vi sluttede af på briksen, hvor hun lavede lidt løsende massage for lægmusklerne og sluttede af med den "samlende" massage for benene. Eller massage er vel egentlig et forkert ord, for hun masserer ikke noget. Det er blot en række tryk uden på benene og fødderne, der skal give én en fornemmelse af hvor kroppen går til. Men når hun er færdig er det faktisk en helt vild lækker følelse at man helt tydeligt kan mærke kroppens afgrænsinger. Det er som om man kan mærke huden meget tydeligt og får en helt klar fornemmelse af hvordan fx. benene er, hvor de starter og hvor de slutter. rent fysisk.


17/1 2011

2 timer.......Det var det min hjemmeside nåede at være genåbnet førend der var 2 nye hade-indlæg mod mig. Et her på siden i gæstebogen (som nu er slette) og så et på fangevogteren. Det på fangevogteren var dog skrevet i en helt ny og mere "kammeratlig" tone. Men budskabet var nøjagtig det samme. At jeg var en bedrager.....

Hvem pokker kan hade mig så meget?

 

17/1 2011

Synes det var slemt nok med det indlæg der kom på "fangevogteren", men det blev altså også fulgt op af 2 indlæg i gæstebogen her på siden. Det tog virkelig pusten fra mig og jeg blev nødt til at kaste håndklædet i ringen. Som det jo nok er mange af jer bekendt tog jeg derfor beslutningen om at lukke denne side ned for at slippe for yderligere angreb.
Det medførte en del reaktioner inde på Facebookgruppen og brugerne bakkede virkelig op omkring mig. Der var også enkelte der mailede mig og ringede til mig med opbakning. Dette var selvfølgelig pokkers rart og hjalp rigtigt meget, men det var ikke nok til at jeg kunne slippe denne lammende angst, som disse ubehagelige indlæg havde bragt med sig.

Men efter at have sundet mig lidt, så er jeg også kommet til den overbevisning, at sådan en person ikke skal have lov til at vinde denne kamp, Ihvertfald ikke uden at jeg har forsøgt at slå igen og forsvare mig selv. For det er jo tydeligt at hensigten var at bringe mig og PTSDforum i miskredit. Og den opgave lykkedes jo næsten lidt for let for vedkommende.

De 2 indlæg i gæstebogen har jeg slettet og vil fremover også slette lignende indlæg. Det er jo netop en gæstebog og ikke et eller andet debatforum, hvor folk bare kan lufte deres uforbeholde mening om alting. Men vil jo heller ikke "anklages" for censur. Så bringer begge indlæg samt indlægget fra fangevogteren herunder. Så kan folk jo selv dømme om hvorvidt anklagerne har noget på sig.

Indlæg fra "Fangevogteren":

  • Anonym af sikkerhedsmæss årsager.
    14. jan 2011 16:51

    PAS PÅ IKKE AT BLIVE NARRET: Frank Henriksen har lavet sin hjemmeside http://www.ptsdforum.dk Han havde i 2008 et malerfirma, som han dårligt havde tid til at passe, grundet arbejde som fængselsbetjent. Frank udtrykte overfor undertegnede i 2008 ønske om førtidspension til dokumentation for, at han var uarbejdsdygtig, da uarbejdsdygtighed var en betingelse for, at få det størst mulige erstatningsbeløb efter angivet arbejdsskade ved fængselsvæsenet. Så kunne han få tid til sine PC-interesser og måske få sideindtægt via malerfirmaet . Han var grundig og målrettet, lærte ptsd symptomerne udenad, så han kunne svare rigtigt, når der skulle laves erklæringer. Modsat viste han blandt andet sin arbejds-duelighed ved, (trods angiveligt svær angst for at foretage sig noget), at kunne have mange gøremål, herunder at kunne lave hjemmesiden med "dokumentation" for egne PTSD symptomer og evne til at finde rundt i det sociale system, erstatningsregler mv, samt under psykiatrisk indlæggelse at være aktiv uden for sygehuset,- ikke svarende til angivne angst og social fobi. Dette blot som memento om, at vi, der med glæde betaler til de virkeligt svage og ramte, formentlig er blevet narret af en bedrager af format. Med de fremviste evner og energi kunne han sagtens klare mere end sit malerfirma, evt. kunne han oprette et ekstra firma med PC- og hjemmeside-vejledning, samt mod god betaling vejlede potentielle bedragere i at få mest mulig økonomisk udbytte af det sociale system. Frank har fået sin store erstatning på baggrund af "uarbejdsdygtighed" og dermed sikret sig godt økonomisk i en årrække på andres bekostning.

  • Indlæg fra gæstebogen:

  • Navn: Solveig, der har ptsd
    Email: [email protected]
    Dato: lørdag d. 15 januar 2011 kl. 15:07:51
    Ipnummer: 77.213.94.151
    Hilsen: Enig!!! FH er grundig og spiller spillet til ende som "charmør og tyran". Jeg har længe ud fra hans ynk været klar over, at F. kun bruger førtidpensionen som springbræt. Han får jo nu super opmærksomhed og har tid til at hygge sig med hjemmesiden og meget mere.




    Navn: Pia
    Email: [email protected]
    Dato: lørdag d. 15 januar 2011 kl. 14:53:04
    Ipnummer: 77.213.94.151
    Hilsen: Hvor er han smart! Jeg kender Frank Henriksen fra skoletiden. Jeg genkender hans metoder og kender flere, der er enig med mig om, at han kynisk udnytter det sociale system til skade for dem, der virkelig har ptsd. Læs om Frank Henriksen i bogen: "Charmør og Tyran".

Synes ovenstående kan være svært at svare på, især fordi de jo angriber min troværdighed og bl.a. anklager mig for at lyve. Så vil for en gangs skyld gemme mig bag en kvindes skørter og lade min kone svare på mine vegne. Nemlig ved at bruge det svar hun gav inde på bloggen "fangevogteren" på det første af indlæggene:

  • Katrine Henriksen
    15. jan 2011 19:59

    Til 'Anonym af sikkerhedsårsager'

    Jeg vil blot sige, at mage til vrøvl og usandheder, skal man dog lede længe efter. Som hustru til Frank, kan jeg med 100% sikkerhed sige, at der ikke er noget som helst påtaget over hans sygdom.
    Men nu lever du jo heller ikke sammen med ham, og kan se hvordan hans hverdag er.

    Du oplever ikke hvordan han gang på gang isolerer sig og får det meste af en dag til at gå med at lægge kabale. Og tro mig, det er ikke lykken at lægge kabale dag ud og dag ind.
    Du oplever heller ikke Franks egne skuffelser over ikke at kunne deltage i sine børns aktiviteter, eller simple familefødselsdage.
    Du oplever heller ikke hvor svært det kan være, blot at skulle gå ud i sin egen have, hvis han kan høre eller se naboerne.

    Du aner ikke en skid om hvordan det er at have PTSD.
    At tro, at Frank har 'faket' sig til en PTSD-diagnose, for at få tid til sine "PC-interesser" og maler-firmaet, er det mest latterlige jeg længe har langt ører til. Malerfirmaet har han ikke arbejdet i siden 2006, og hans "PC-interesser" er blot en flugt væk fra en hverdag han ikke kan klare.

    At Frank er et stort og dybtfølt menneske, med hjertet på rette sted, der forsøger at hjælpe andre mennesker med samme skæbne som sig selv, har intet med han sygdom at gøre. Sådan er Frank bare, og gudskelov for det.

    Frank taler altid pænt om andre, har et positiv sind, og forsøger at hjælpe hvor han kan. Det kunne du virkelig lære noget af.
    Nej, det DU har opnået, er, at forumet nu er lukket, til stor fortrydelse blandt en masse mennesker, og at Frank atter har fået en psykisk nedtur.

    Faktisk burde jeg slet ikke nedværdige mig til at svare sådan en ignorant, men FUCK hvor bliver jeg sur over at læse sådan en gang løgn.

    SKAM DIG...

 

15/1 2011

Har haft det rigtigt godt de sidste par dage. Det hjalp at få Katrine hjem igen (hun har været på arbejde i Sverige i 3 dage). Så efter et par dage med hvile er jeg begyndt at føle mig ovenpå igen. eller rettere sagt var begyndt....For her til morgen læste jeg så et anonymt indlæg på en blog der hedder "Fangevogteren". Der var en der rettede et sønderlemmende angreb mog mig og anklagede mig for at være bedrager og alt muligt. Det var virkeligt ubehageligt, men det er nok bare sådan noget man skal lære at leve med hvis man vælger at stikke næsen lidt frem istedet for blot at holde sig derhjemme og leve i anonymitet. En ting er at stille spørgsmålstegn ved min person og mine motiver, men hvorfor skal PTSDforum drages ind i det? Det er jo ikke noget jeg har lavet for min egen skyld, men for at hælpe andre i samme situation som jeg selv. Husker tydeligt hvordan jeg følte jeg stod helt alene, da jeg blev syg og hvordan jeg "higede" efter at få mere at vide om det jeg fejlede og hvorfor jeg gjorde det. Så det var jo for at andre ikke skal stå i samme situation, at jeg startede siden.

Tror næsten det har taget mig 10 minutter bare at skrive dette. For ryster helt og laver den ene stavefejl efter den anden. Kan ikke helt finde ud af om den der har skrevet det virkelig tror på det veedkommende skriver eller om det bare er et udslag af ren ondskab. Men uanset hvad, så føles det virkeligt ubehageligt. Man sidder jo og tænker på hvem det kan være. Er det en tidligere fange der vil hævne sig, nogen fra ptsdforeningen der er blevet sure på mig eller er det bare en helt tilfældig, der sidder og keder sig. Skal jeg bare droppe forummet helt og "trække mig tilbage" og bruge tiden på min have istedet? Lyder måske lidt paranoidt, men det er altså nogle af de tanker der flyver igennem en ptsd befængt hjerne.

Men vil se om jeg ikke kan ligge det fra mig. Nu har jeg fået det skrevet ned og vil så prøve at slippe det, inden det æder mig helt op.

 

12/1 2011

Så var det igen tid til fysioterapien, men nu er det jo også ved at være 3 uger siden jeg har været deroppe. Er stadig træt i både hovedet og kroppen efter besøget på angstklinikken igår. Så det kombineret med det "lange" fravær hos fysioterapien, gjorde at det var lidt svært og angstprovokerende at skulle derop.
Så vi blev hurtige enige om, at tage det med ro og starte lidt blidt op. Så hun startede med at lave nogle "samlende" berøringer på benene. Dette gik da også fint og jeg begyndte at slappe lidt mere af i hele kroppen. Men da hun så begyndte på det samme med armene, så fik jeg det rigtigt ubehageligt. Kunne mærke angsten og hvordan min krop bare blev mere anspændt. Vi snakkede lidt om, hvad det skyldtes men dog uden at finde en endelig forklaring. Måske det blot var fordi hun kom lidt tættere på mig i forbindelse med armene, end hun var med benene?
Så skulle jeg lave nogle øvelser hvor jeg skulle spænde og løsne ballemusklerne og derefter knæstrækkerne. Med ballemusklerne gik det uden problemer. Knæstrækkerne kunne jeg også sagtens stramme, men havde ekstremt svært ved at løsne dem igen og det krævede vildt megen koncentration fra min side.

Så skulle vi lave en øvelse med fødderne, hvor hun forsigtigt pressede til foden fra den ene eller anden side og jeg skulle så forsøge at lave et "modpres" for på den måde at undgå at min fod flyttede sig. Hun pressede næsten ikke, men alligevel var det simpelthen for svært for mig. Det tog mig så lang tid at finde ud af hvilken vej hun pressede og så at finde den muskel jeg skulle bruge til at presse imod med, at jeg slet ikke kunne styre det. Samtidig med at jeg så prøver at koncentrere mig helt vildt om det, så fyldes mit hoved at en følelese af både tristhed og irritation. Iirritaion over at jeg har så lidt styr over kroppen at jeg ikke kan udføre så simpel en øvelse og tristhed over at mit system er blevet så godt og grundigt "smadret" og det tilsyneladende er så svært at rette op på igen.

Fysioterapeuten mener jeg skal gå deroppe i mindst 1 år mere og måske lidt mere end det. Hun har endnu ikke haft nogen, der har brugt over 2 år deroppe, men det er ikke ualmindeligt at dem på "mit stadie" bruger mellem 1½ og 2 år.
Hun forsøgte at få mig til at "kæmpe" lidt mindre og være mere åben overfor at sige fra overfor hende og sige til, når tingene gør ondt eller bliver for ubehagelige. Hendes indtryk er at jeg bider for megen smerte i mig og kæmper lidt for meget. Det kan være gode egenskaber i det daglige, men lige netop i fysioterapien er man nødt til at holde lidt igen og ikke arbejde hurtigere end kroppen kan følge med. For presser man kroppen for hurtigt, kan det sætte tingene lidt tilbage istedet.

 

 

11/1 2011

Så har jeg været til den første af to visitationssamtale på angstklinikken i Viborg. Det gik ganske udmærket, selvom jeg var ved at overveje at "flygte" deroppe fra flere gange, mens jeg ventede. Men da jeg havde været der et stykke tid begyndte jeg at falde til ro igen. Psykologen jeg snakkede med var ganske positivt indstillet overfor mig, men var måske ikke helt overbevist om, at de kunne hjælpe mig. Han mente nok umiddelbart at angsten bundede for meget i ptsd'en og de derfor ikke ville være de rette til at hjælpe mig. Men han ville drøfte det med sine kollegaer og evt. arbejde på at få mig henvist til Risskov istedet. Der skulle de åbenbart være bedre gearede til ptsd-patienter.
Men nu må vi se, hvad det ender ud med. Skal til den sidste samtale d.18/1.

Skal ellers love for at jeg er blevet lagt for had af ptsdforeningen. De vil jo ikke linke til min side, da de siger jeg skrevet noget grimt om dem herinde og ellers forholder mig kritisk til dem. Nu har de så også slettet et "indlæg" på deres facebookgruppe, der linker til PTSDforum. Det jo så er anden gang de går ind og redigerer og sletter indlæg på deres "væg" og det kan jeg simpelthen ikke acceptere. Det er iorden at fjerne spamindlæg og indlæg der kan støde andre mennesker, men ellers skal man altså holde fingrene fra at bruge censur. Så nu har jeg sgu meldt mig ud af deres gruppe derinde. Gider simpelthen ikke bruge mere energi på dem. De har jo åbenbart mere travlt med imagepleje end med at gøre et stykke reelt arbejde for de ptsd-ramte.

 

6/1 2011

Måtte aflyse min tid hos fysioterapeuten idag, da jeg har fået influenza eller sådan noget. Det er godt nok ikke "brudt" helt ud endnu, men nok til at jeg er både træt og tung i hovedet. Men Katrine har også været syg med det de sidste 4-5 dage, så er også ved at være mærket af at jeg er meget mere på herhjemme.

Skal til visitationsmøde på angstklinikken i Viborg på tirsdag, men det skal jo nok passe med at det bliver mens influenzaen er på sit højeste. Er faktisk også ret nervøs for at skulle derop. Burde ikke være det, men det er sikkert ret naturligt at deres "kundekreds" er lidt angst for at komme op til dem ;-)

3/1 2011

Så er jeg kommet helskindet ind i det nye år, eller næsten ihvertfald. Havde lige en enkelt fald, der medførte en smule skrammer på næsen. Det skyldtes en kombination af glat vejr, et havehegn på 20-30 cm og så måske en anelse alkohol.

Jeg har besluttet mig til at droppe dagen med psykotraumatologisk konference på onsdag. Er vist ved at blive en smule syg og vejret ser heller ud til at blive for godt. Men den mest afgørende grund er simpelthen at det fylder for meget inde i mit hoved lige nu. Lidt ærgeligt, for tror virkelig det kunne blive både spændende og lærerigt. Men det er desværre bare ikke alting som psyken gider være med til.


Har sovet utrolig dårligt inat. Havde svært ved at falde i søvn og da jeg så endelig gjorde det, så havde jeg mareridt af flere omgange og en enkelt gang så slemt, at jeg var nødt til at stå op. Så er lidt smadret idag og føler mig ikke helt på toppen. Men fik en ½ times søvn efter ungerne var sendt i skole, så det hjælper lidt.

30/12 2010

Så er vi da "heldigvis" kommet igennem julen og nu er det kun nytåret der mangler. Har klaret det nogenlunde, men kan også mærke jeg er ved at være brugt op nu. Julen er faktisk min yndlingshøjtid, men den tager også hårdt på mig. Ikke bare alt det sociale der hører højtiden til, men også det at hele familien har fri og er hjemme. Det betyder at det bliver sværere for mig at få de små pauser i hverdagen, som jeg er vant til. Og de er jo de små pauser hvor jeg bare er mig selv, som jeg bruger til at lade op i. Men med en juleaften, hvor vi var 15 mennesker og en 2.juledag hvor vi var 19 mennesker, så synes jeg egentlig det er gået over al forventning. Så det glæder jeg mig over samtidig med at jeg glæder mig til det bliver hverdag igen.

Er blevet tilmeldt psykotraumatoligisk konference på Odense universitet. Det er en temadag omhandlende al den nyeste forskning omlring ptsd og traumer d.5/1 2011. På den ene side så glæder jeg mig helt vildt til det, men på den anden side så er jeg også pokkers nervøs og ved egentlig ikke om jeg i det hele taget tør at tage afsted når det kommer til stykket. Men må jo bare afvente dagen og så se, hvordan jeg har det til den tid.