2010

og nu er det kun nytåret der mangler. Har klaret det nogenlunde, men kan også mærke jeg er ved at være brugt op nu. Julen er faktisk min yndlingshøjtid, men den tager også hårdt på mig. Ikke bare alt det sociale der hører højtiden til, men også det at hele familien har fri og er hjemme. Det betyder at det bliver sværere for mig at få de små pauser i hverdagen, som jeg er vant til. Og de er jo de små pauser hvor jeg bare er mig selv, som jeg bruger til at lade op i. Men med en juleaften, hvor vi var 15 mennesker og en 2.juledag hvor vi var 19 mennesker, så synes jeg egentlig det er gået over al forventning. Så det glæder jeg mig over samtidig med at jeg glæder mig til det bliver hverdag igen.

Er blevet tilmeldt psykotraumatoligisk konference på Odense universitet. Det er en temadag omhandlende al den nyeste forskning omlring ptsd og traumer d.5/1 2011. På den ene side så glæder jeg mig helt vildt til det, men på den anden side så er jeg også pokkers nervøs og ved egentlig ikke om jeg i det hele taget tør at tage afsted når det kommer til stykket. Men må jo bare afvente dagen og så se, hvordan jeg har det til den tid.

Var ellers lige ved at glemme det, men nåede da lige at komme ud af døren så det bare blev med 10 minutters forsinkelse.
Vi snakkede en del om den voldsomme reaktion, der havde været forrige gang. Hun var faktisk blevet lidt forbavset, men også rigtig glad for at jeg var så bevidst og ærlig omkring hvordan det indvirkede på mig. Men det betyder også at hun nok vil gå en anelse langsomere frem, end hun oprindeligt havde planlagt. Men på den andens side, skulle det jo heller ikke gå så langsom, så der ikke sker en udvikling.

Men denne gang lavede hun så nogle brøringer, der skulle få mig til at få en bedre fornemmelse af hvor kroppen går til og der skulle få mig til at føle mig både afslappet, men også mere kropsbevidst. Det var meget behageligt, men der var også en lidt mærkelig oplevelse. For den arm som jeg har haft rimelig ondt i de sidste 8-9 måneder har faktisk ikke gjort ondt den sidste uges tid. Men pludselig var smerten der igen, til trods for at der altså ikke var nogen aktivitet med armen udover de "samlende berøringer". Det er altså lidt mærkeligt, men måske den bare lever "sit eget liv"...

Herefter var der en række mere aktive øvelser, hovedsagligt i siddende stilling. Jeg skulle rokke frem og tilbage over "siddeknoglerne" eller hvad de nu hedder. Bevægelsen skulle foregå i lænden og jeg skulle så prøve at være meget bevidst og opmærksom på selve bevægelsen og hvordan det føltes. Det var utroligt svært i starten. Men da hun hjalp mig lidt på vej og fik føling med kroppen gik det faktisk forbavsende godt. Så skulle jeg fortsætte bevægelsen, men denne gang tage hele rygsøjlen med. Også dette gik ret godt, da jeg nu havde fået fat i det grundlæggende. Da øvelserne var færdige sad jeg nu pludselig med rank ryg ganske naturligt og uden at skulle besvære mig for det. Det var en helt uvant følelse, når man i lang tid har været vant til bare at synke sammen i ryggen. Vi sluttede så af med nogle let muskeløsende øvelser for skulder og nakke.

Så lektierne til næste gang er at fortsætte med benene og ballerne, som jeg har gjort før. Men nu skulle jeg også øve mig i det at rokke frem og tilbage i lænden.

Smerterne i armen fortog sig faktisk allerede et par timer efter, så den er næsten normal igen. Det vil sgu være dejligt om det kan holde, for det var ved at være ret træls.

men har ellers haft en udmærket dag alligevel selvom jeg godt kunne mærke jeg ikke var helt på toppen.

Har lige set "Johan Falk" i fjernsynet, men måtte sgu forlade filmen inden den var slut. det blev simpelthen for voldsomt for mig. Var ellers næsten kommet over det med at voldsomme film og episoder påvirker mig. Men denne gang handlede filmen over hvordan politiets ledelse hytter deres eget skind og gerne ofrer både principper og dem længere nede af rangstigen, for at fremstå "pænere" udaf til. Det mindede mig i den grad om Kriminalforsorgen og hvordan tingene kører der. Så meget at jeg fik det både fysisk og psykisk dårligt af at se det.Så det kom sgu lige lidt tættere på virkeligheden, end jeg kunne klare. Så lige nu sidder jeg ved pc'en og har svært ved at komme ned igen. Pulsen er oppe og hjertet hamrer afsted, mens jeg har kvalme og uro i maven.
Har godt nok haft min del af ubehagelige oplevelser med de indsatte, men det er åbenbart angrebene fra ledelsen der har sat de dybeste spor i min sjæl

og dermed tid til min ugentlige session hos fysioterapeuten. Men i modsætning til de andre gange, så var jeg ekstrem nervøs og angst denne gang. Var flere gange ved at springe fra, så det var kun ren fornuft og viljestyrke der sørgede for at jeg kom afsted. Det blev ikke engang bedre, da jeg kom derop og stod i "selve situationen", som det jo ellers bliver mange gange i forbindelse med disse angstanfald.
Det skyldes simpelthen at min krop og hjerne reagerede ret kraftigt på at mit sidste besøg deroppe gjorde at jeg fik det ret skidt i nogle dage. Så hele kroppen og den mest primitive del af hjernen, skreg bare "bliv væk" til mig. Men afsted kom jeg jo alligevel, da jeg jo godt vidste hvad der var galt. Vi snakkede så en del om deroppe. Både min reaktion fra den sidste gang og så denne reaktion der kom fra kroppen lige nu. Hun kunne selvfølgelig ikke lige præcist sætte en finger på hvad der havde udløst min "mentale nedtur" sidste gang. Men hun var opmærksom på at vi havde gået rimelig hårtdt til værks og fået løsnet op for en del. Men åbenbart også fået løsnet lidt mere op end godt var. Det er åbenbart en hel naturlig reaktion for kroppen og hjernen. Der sidder en masse fastspændte og indefrosne energier i kroppen, når den er gået i alarmveredskab og ikke vil slippe denne tilstand. Nogle af disse energier kan fysioterapeuten så hjælpe en til at slippe eller komme af med. Men det skal selvfølgelig ske i et tempo så kroppen og hjernen kan følge med og indstille sig på den nye tilstand. I mit tilfælde skete det så bare lidt for hurtigt med noget af det.

Så denne gang ville hun ikke forsøge at løsne noget op, men mere prøve på at "samle" nogle dele af kroppen. Vi prøvede med nogle enkelte øvelser for benene, men måtte opgive, da jeg kunne mærke angsten komme bare ved at skulle deltage i noget aktivt deroppe. Kunne også mærke at det gik mig så voldsomt på, at jeg havde så svært ved det og at angsten på den måde kom snigende, at jeg var ved at brgynde at græde. Det er altså en voldsom følelsesmæssig oplevelse at blive konfronteret med og få udstillet sine egne svagheder på denne kontante måde. Så det endte op med at jeg bare skulle ligge lige så stille og mærke efter, mens hun så nænsomt som muligt berørte og pressede på mine ben- og armmuskler. Dette for at give mig en fornemmelse af musklerne og hvordan deres tilstand var lige nu.

Ellers går det stille og roligt lige nu. Er jo stadig mærket af min nedtur efter det forrige besøg hos fysioterapeuten og prøver derfor at tage den lidt med ro og ikke presse mig selv for meget. Men kan også mærke at det irriterer mig at føle mig så svag og påvirkelig. Det bremser mig jo i mange ting og gør det også lidt svært at få plads til planer og drømme for fremtiden. Vil jo gerne meget mere end lige det her, for er dette bare en stationær tilstand, så kan livet altså godt gå hen og blive lidt for trist og kedeligt.

eller skulle måske sige det gik meget bedre. For har haft det rigtigt godt både igår og idag. Desværre er jeg åbenbart i en tilstand, hvor der ikke skal så pokkers meget til. Så vågnede godt nok op idag med masser af energi og gå-på-mod. Men da jeg så var ude og handle, opdagede jeg at jeg havde glemt min indkøbsseddel. Kunne mærke at det gik mig meget på, men prøvede virkelig at tage det positivt og undlade at lade mig påvirke af det.Det lykkedes også næsten, indtil min kone fortalte mig at jeg åbenbart havde glemt en aftale med min kontaktperson. Så kunne jeg kun lige opretholde facaden til jeg kom hjem fra indkøbsturen. Herefter var jeg fuldstændig mørbanket og drænet for energi. Så kan godt være man har det fint, men der skal altså ikke mere til end en glemt indkøbsseddel og en glemt aftale til, for at ødelægge det hele........
Men ok, ved også at det nok er iorden imorgen. Så er ganske fortrøstningsfuld lige nu.

Denne gang fokuserede hun mest på ryggen, men havde også benene lidt med. Hun forsøgte at strække og løsne mine rygmuskler op.Derefter fandt hun nogle trykpunkter som hun stimulerede, dette skulle stimulere centralnervesystemet til at slappe af eller sådan noget i den retning.

Havde det faktisk rigtig godt, da jeg tog derfra. Ved ikke om det skyldes noget med fysioterapien, men senere på dagen fik jeg det ret træls uden nogen umiddelbar grund. Jeg kunne næsten intet rumme i mit hoved og var helt ekstrem mentalt træt. Havde til sidst svært ved at overskue ret meget andet, end at holde mig vågen og oprejst. Og der skulle ikke ret meget til førend jeg blev ret irritabel. Idag har jeg også været træt og ikke haft ret meget overskud. Har ligeledes haft svært ved at overskue mere end en enkelt lille ting af gangen, men har dog haft det bedre end igår.

Skulle have været til begravelse men det begyndte bare at fylde mere og mere for mig, så valgte til sidst at aflyse. Tror det var en kombination af flere ting, der gjorde udfaldet. At det hele ville blive lidt for sørgeligt, at tanken om døden kom lidt for tæt på og så at jeg vidste at det halve af Skelhøje ville være tilstede.

Men ellers har jeg været lidt halvsløj idag og rimelig følsom over for indtryk og lyde. Men da det jo ellers er begyndt at gå lidt fremad, så satser jeg på det bare lige er en dag eller to, det står på. Så satser jeg på at være på toppen igen.

Absolut min yndlingshøjtid. Både på grund af maden, men også på grund af selve budskabet. Er på ingen måder kristen og er såmænd ikke engang medlem af folkekirken, men derfor kan man jo godt hylde nogle kristne værdier. Og netop i denne tid synes jeg at næstekærligheden kommer op i de fleste, til trods for julens stress og jag. Men for mig fylder næstekærligheden og familien utroligt meget i denne tid. Synes også at de korte dage og alle lysene i mørket gør at man kommer hinanden ved på en anden måde.

Men det går faktisk også rimelig godt lige nu. Kan mærke jeg er ved at blive lidt stærkere igen og at jeg kan tåle lidt mere modgang end for bare 14 dage siden. Igår var jeg fx. på juleindkøb med min mor i 3-4 timer. Det var faktisk ganske hyggeligt. Men ok, var også ret træt bagefter (men hvem ville ikke være det?). Alligevel havde jeg overskud nok til at køre med ungerne ud og få købt en julekalender som jeg havde glemt, fik lavet aftensmad og fik dem endda i bad inden de blev puttet. Så var egentlig rimelig tilfreds med min egen indsats.

Idag har jeg også været til fysioterapi. Vi koncentrerede os fortsat mest om benene og sædemusklerne denne gang. Det meste af timen foregik liggende på briksen, hvor jeg skulle lave en række øvelser. Både nogle jeg kendte fra tidligere men også nogle nye øvelser. Fx. skulle jeg prøve at holde min ben og fødder i den samme stilling hele tiden, mens hun så med lette tryk og pres prøvede at flytte dem. Jeg kunne ikke se hvad hun prøvede at flytte næste gang og heller ikke i hvilken retning. Så det krævede helt vildt megen koncentration at spænde de rigtige muskler de rigtige steder og med den rigtige spændingsgrad, så jeg kunne undgå at mine ben flyttede på sig. Men synes faktisk det gik ret godt., selvom det ret meget på mig.
Vi skulle slutte af i stående stilling, men måtte opgive den øvelse hun havde planlagt der. For den øvelse med benene havde taget så meget på mig, at jeg næsten ikke kunne finde balancen. Men jeg opdagede en lidt mærkelig ting. For da hun spurgte ind til, hvordan jeg følte at jeg stod lige nu, så sagde jeg at jeg syntes at jeg stod en smule skævt og at min venstre skulder var en del længere nede end den højre. Men det forholdt sig faktisk lige omvendt, det var min højre skulder der var længst nede. Vi prøvede at stå lidt foran spejlet. Så prøvede jeg at lukke øjnene og koncentrerede mig om at få skuldrene til at være nøjagtig lige. Men når jeg så åbnede øjnene var det faktisk ret tydeligt, at de sad skævt i forhold til hinanden. Så det er altså ikke altid at det man selv opfatter om kroppen også er sådan det ser ud i virkeligheden.

og jeg føler mig efterhånden på lidt mere "sikker grund".

Idag er det jo onsdag og derfor tid til mit ugentlige besøg hos fysioterapeuten. Vi arbejde videre med benene og ryggen ligesom sidst. De samme øvelser og så blev der også puttet lidt mere på. Den øvelse med benene der slog mig sådan ud sidste gang gik meget bedre idag. Følte der var både mere kraft, men ikke mindst, også mere kontrol, så det var jo bare dejligt. Skulle så lave en øvelse hvor jeg lå på maven og skulle strække armene ud foran mig mens jeg hævede hovedet og brystkassen lidt. Det kunne jeg simpelthen ikke. Måtte have hjælpt il at komme derop og strække mig ud inden jeg kunne holde "positionen", og selv herefter var det ekstremt svært og hårdt. Men efter nogle øvelser gik det dog lidt bedre. 
Har også et problem med mine sædemuskler eller ballemuskler eller hvad de nu hedder sådan nogle. Jeg skal koncentrere mig meget for at kunne spænde dem. Når de så er spændt op, kan jeg kun mærke det ved at lægge en hånd på dem. Det er som om der simpelthen ikke er kontakt ned til dem. Så har derfor også fået "lektier" for denne gang. Jeg skulle arbejde med sædemusklerne i forskellige positioner og prøve at være opmærksom på dem, når jeg fx. gik. Altså prøve at bruge dem mere aktivt og føle dem mere.

Havde også besøg af en journaliststuderende idag. Han skulle skrive en opgave om "Når livet gør ondt" og havde så hørt om mig gennem noget af min familie. Han var her i 2 timer og vi havde faktisk en god snak, nu håber jeg så bare han kan bruge det til noget. For vi var langt omkring og det kan vel være svært at få kortet ned til noget brugbart, men det er jo heldigvis hans opgave.

Men føler mig også rimelig træt og brugt nu. Kroppen værker efter besøget hos fysioterapeuten og hovedet værker efter besøget af den journaliststuderende. Nu skal jeg så bare lige have aftensmaden klar til Katrine og pigerne kommer hjem efter svømning. Men så tror jeg også resten af dagen skal tilbringes på sofaen.

Har det fint nok det meste af tiden, men det er som om jeg hele tiden står og balancerer lige på kanten. Så mister lynhurtigt balancen og ryger lidt ned, rent mentalt.

Men har ellers været ved fysioterapeuten idag. Sidste gang glemte jeg at komme afsted, så det er 14 dage siden jeg var der sidst. Vi fortsatte med at træne benene idag og sluttede så af med lidt for ryggen. Det er godt nok noget "mystisk" noget. Er vant til at tænke på kroppen og hovedet som 2 selvstændige enheder, men den opfattelse rykker mine sessioner hos fysioterapeuten godt og grundigt ved. Hun mener at jeg har ophobet noget stress i benene fordi jeg ikke har haft mulighed for at sige fra i forskellige situationer og ikke haft muligheden for at "sparke igen". Jeg skulle så ligge på ryggen med bøjede ben som hun så holdte fast. Nu skulle jeg så forsøge at skubbe hende væk med benene. Burde jo faktisk være en let sag, da jeg har rimelig gode benmuskler. Men jeg kunne sgu næsten ikke skubbe hende. Det var en lidt mærkelig følelse og tog faktisk ret hårdt på mig. Følte mig lige pludselig så svag at jeg begyndte at græde i ren afmagt og frustration over hele situationen. Måske ikke ligefrem tudbrøle, men fik dog tårer i øjnene. Efter at vi havde snakket om hvad der skete og jeg prøvede igen et par gange, så lykkedes det mig endeligt at finde så meget fokus og indre styrke, at jeg kunne skubbe hende væk med benene. Så det var ikke kun fordi jeg manglede den fysiske styrke, men kunne simpelthen mærke at der var en form for mental blokering, der gjorde at jeg ikke kunne styre benmusklerne og dermed presse igennem.
Under de efterfølgende rygøvelser havde jeg lidt af samme følelse, af mangel på føling og kontrol med led og muskler. Jeg kan sagtens bevæge mig som hun siger jeg skal, men kan ikke mærke hvad der sker. Jeg har ikke ret meget kontrol med de enkelte muskler i ryggen og det kræver derfor utrolig meget koncentration at fx. krumme ryggen led for led.

Men kan også mærke jeg skal være lidt forsigtig, for der skal ikke meget til at vælte mig omkuld lige nu.
Har lige været ved at lave sitemap/oversigt til hjemmesiden. Den er godt nok omfattende, når man sådan ser den i listeform. Til dagligt er det jo ikke noget man lige tænker på, når man lægger en artikel eller nogle enkelte nyheder op.

Kan dog så småt mærke det begynder at gå den anden vej, men der er et stykke op til "overfladen" endnu. Men kender jo rumlen efterhånden og ved derfor også at jeg nok skal komme op igen. Men de sidste dage har altså været lidt depressive, hvor jeg har haft svært ved at finde glæden i noget som helst. Ja, svært ved bare at sætte mig op til noget som helst, så har tilbragt det meste af tiden på sofaen.

Fik dog samlet mig sammen til at komme op til fysioterapeuten igår, selvom jeg mest var indstillet på at melde afbud. Vi lavede nogle øvelser der skulle styrke mine ben og baller og gøre mig i bedre stand til at kontrollere dem. Det var faktisk fascinerende svært. Jeg skulle fx. ligge ned og så stramme den ene ballemuskel samtidigt med min "knæstrammer" og den øverste lægmuskel. Burde faktisk være rimelig nemt, men det krævede virkelig al min koncentration at kordinere disse 3 muskler og spænde dem samtidigt. En pudsig ting var at jeg fx. slet ikke kunne mærke at jeg strammede ballemusklen. Måtte sætte en hånd ned for at røre den og på den måde mærke at den var stram. Jeg havde overhovedet ingen fornemmelse i kroppen af, at jeg strammede den. Så der er jo alligevel nogle ting i min krop, som jeg fuldstændig har mistet kontakten til. Synes ellers at jeg normalt har en ret god kontakt til min krop og er i stand til at styre og kontrollere den. Fysioterapeuten kunne også sagtens mærke at jeg havde en god kontakt til de forskellige dele og straks ramte de steder jeg skule koncentrere mig om. Problemet er bare at kroppen er blevet så "slidt" af at være i konstant alarmberedskab, at den er slået over på nogle "automatreaktioner", der så gør at jeg skal koncentrere mig ekstremt meget for selv at overtage kontrollen igen.

De havde jo egentlig afsluttet den, men havde jo bare sat min årsindkomst for lavt. Så ankede det selvfølgelig og nu sidder de sikkert og regner på nogle nye tal. Men så får man lige et brev om at da min sag jo er afgjort, så skal jeg selvfølgelig parthøres efter at haft mulighed for at gennemse alle nye dokumenter i sagen. Problemet er så bare at der ikke er medsendt nogle nye dokumenter. Så tror næsten bare det er sådan en automatreaktion fra dem. For ved en partshørring så skal de jo afvente 3 uger, så jeg kan nå at komme med evt. indsigelser og det giver dem jo så lov til at henlægge sagen i 3 uger mere.
Til gengæld så har Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomsforsikring været fascinerende hurtige. De har allerede beregnet min erstatning og vil sætte penge ind på min konto nu samt udbetale penge til kommunen for at dække deres refusionskrav i forhold til min førtidspension. Problemet er jo bare at de tal de så bruger ikke passer længere, da Arbejdsskadestyrelsen jo sidder og laver nye beregninger nu.......Har altså lidt svært ved at overskue det lige nu, men må jo bare prøve at holde tungen lige i munden. Bliver spændende om jeg så kan vride pengene ud af kommunen igen, når de finder ud af at de har fået for meget indbetalt i refusion??

Advokaten har jo også været rimelig hurtig på aftrækkeren. Han betragter også nærmest sagen som afsluttet og har oplyst at der kommer en endelig opgørelse over hvad mit honorar til ham løber op i, men et hurtigt skud fra ham ville lyde på omkring 100.000 kr. Det syntes jeg måske lød lidt i overkanten af det rimelige. Især i betragtning af at der i mine øjne er sket en række fejl fra hans side og der har været en række ting jeg har været utilfreds med i sagsbehandlingen. Pudsigt nok så var en af de ting jeg påpegede at jeg tit manglede respons fra ham, selvom jeg rykkede for et svar. Det er nu 15 dage siden jeg skrev til ham med det og de øvrige klagepunkter og han har endnu ikke svaret på det, men det bekræftiger vel kun det med den manglende respons....

Men det trækker altså tænder ud at skulle forholde sig til alt dette og prøve at holde bare nogenlunde rede på tingene.

Så alt i alt en møgdag......Måske man bare skulle hoppe ind i seng igen?

Har lige snakket kort med en gammel ven på Facebook. Har åbenbart været med til hans bryllup, men kan bare intet huske omkring det. Begyndte bare at stortude, da jeg tænkte over det.. For kan jeg ikke huske det længere, hvad er jeg så ellers gået glip af? Hvad har min rådne ptsd-hjerne så ellers fortrængt?

Har dog nogle enkelte dage, hvor jeg ikke lige er på toppen, men som regel går det hurtigt over igen. Katrine har været afsted de sidste 3 dage og i mandags overnattede hun nede i Vejen, da de havde nogle lange møder. Så lige nu kan jeg godt mærke at jeg mere eller mindre har været alene med børnene i 3 dage. Det går godt med det, men det tærer også lidt på mig.

Har været til den 4. session hos fysioterapeuten idag. Havde en del angst i forhold til at skulle derop, men tror bare det skyldes at jeg jo ikke var der i sidste uge pga. efterårsferie. Så var det helle ligesom kommet lidt for meget på afstand og det var så ligesom at "starte forfra".
Men hun havde jo analyseret på de resultater hun havde fundet under den grundige kropsundersøgelse de sidste par gange. Så vi gennemgik hendes resultater og snakkede om dem. Men meget af det var jo det samme som hun havde fortalt mig under selve undersøgelsen, så der var ikke helt så meget nyt der. Men det er altså pokkers interessant, så meget hun kan læse ud af éns krop. Vi snakkede fx. lidt om at jeg havde en tendens til at trække enden lidt ind under mig, hvilket jo så resulterede i at jeg låste i knæene for at holde mig oprejst. Det med aat trække enden ind under sig er også en slags forsvarsmekanisme. Det er jo ligesom at se en hund der lægger halen helt ind mellem benene og trykker enden nedaf. Så det er simpelthen en måde kroppen reagerer på, når den har været udsat for for mange "slag" og derfor trækker sig lidt tilbage for at undgå yderligere påvirkninger/slag. Det er lidt pudsigt. For når man ser hunden gøre det, så er man jo ikke i tvivl om hvad der sker, men det er ikke lige noget jeg har set eller tænkt over i forbindelse med mennesker før.
Men nu er den egentlige "behandling" så startet op så småt. Vi nåede lige at lave nogle enkelte balanceøvelser, men det er vist også noget vi arbejder videre med næste gang.

Hun skal nu have kigget lidt nærmere på resultaterne og analyseret dem, og så går vi det igennem sammen næste gang jeg skal derop. Herefter bliver der lagt en plan for forløbet.
Men det har faktisk været ret spændende indtil videre. Hun mærker og finder ting, som jeg ikke engang selv kan mærke. Der er så mange ting at jeg næsten ikke kan komme ind på det hele her, men kan vist heller ikke engang huske det hele.

Men nogle af de mere spændende ting er fx. at jeg jo døjer med smerter i skuldrene hele tiden. Det skyldes åbenbart at i "faresituationer" så skal kroppen kunne trække vejret hurtigere og bruge mere ilt end normalt. I disse situationer begynder nogle muskler i skuldrene så at hjælpe til med at trække vejret. Men når man så har øget vagtsomhed pga. ptsd'en, så vil disse muskler efterhånde overtage det meste af vejrtrækningen og bliver derfor overbelastede.
En anden ting er at min højre arm har en ubalance i muskulaturen. Den underste af musklerne i overarmen er fx.konstant spændt ekstremt hårdt op. Dette skyldes også den øgede vagtsomhed. Det er jo den arm jeg bruger til at afværge evt. angreb med og den arm jeg bruger til at holde andre på afstand med. Det er ikke noget jeg nogenssinde har været bevidst om eller mærket til, men det var åbenbart noget hun kunne mærke lige så tydeligt.
Det gjorde også ondt, når hun kørte sine fingre op langs ryggraden. Det menet jeg jo selv var ganske naturligt, da det jo var knoglerne hun pressede ind på. Men det var åbenbart ikke knoglerne, men derimod mine muskler der var så hårdt spændt op, at det føltes som knogler.
Desuden havde jeg også en holdning i ryggen som lignede en "gammel mands". Hun syntes at det lignede en ryg/krop der bare havde arbejdet eller båret rundt på alt for meget og som nu simpelthen ikke orkede mere.
Der var en del flere "uregelmæssigheder" eller nærmest pudsigheder. Men der bliver jo åbenbart lidt at arbejde med for både hende og jeg. Men så kommer vi jo heller ikke til at kede os her i vinter.

Har før hørt nogen tale om, at det skulle være muligt at "fake" sig til en ptsd-diagnose. Men så skal man åbenbart bare sende folk til en fysioterapeut. For hun kunne jo se og mærke ting som jeg slet ikke selv kunne mærke eller ihvertfald ikke var bevidst om.