2011

Det plejer ikke at være noget problem og plejer absolut at være meget mere hygge end stress......Men skal da love for at i år er anderledes.
Tror såmænd ikke der er så meget i e ydre rammer der har ændret sig, tror mere jeg bare er lidt mere sårbar i år. Men har svært ved at følge med i hvor langt vi er kommet hen i december måned, har mere eller mindre prøvet at vælge forberedelserne fra og bar taget tingene som de kommer.
Men sover dårligt og er plaget af angst ind imellem. Men ellers bare en generel utilpashed og en overdreven stressfølelse. Har svært ved lyde og for mange mennesker af gangen. Men heldigvis bliver vi kun Katrine, ungerne og jeg sammen med Bedsteforældrene juleaften, så det bliver da stille og roligt og til at overskue.
Nytårsaften skulle tilbringes sammen med 2 hold venner. Men har sagt til Katrine at jeg foretrækker at det bare bliver os og ungerne og så herhjemme hos os selv.

Synes de sidste 2-3 uger har været meget hårde og der har været meget at se til. Men det taget i betragtning, så har jeg det faktisk nogenlunde. Har ind imellem nogle dage eller timer hvor jeg lige er nede og skrabe bunden, men får også hevet mig selv op bagefter. Så selvom det umiddelbart er lidt hårdt lige nu, så er jeg altså ganske fortrøstningsfuld.

Med hensyn til Fysioterapien, så går det vist også udmærket. Det er svært at beskrive selve forløbet deroppe, både i ord men også på skrift.
Men er kommet meget mere i kontakt med min egen krop og dermed også nogle følelser der er forbundet med denne. Har haft og har stadig svært ved at forstå denne dybe sammenhæng der er mellem krop og psyke. Det kan nemt komme til at lyde helt nyreligiøst eller hokus-pokus agtigt, når man skal fortælle om det. Men det er simpelthen så tydeligt deroppe at den ene ting på ingen måder står alene og at der derfor er en tydelig sammenhæng mellem hvordan éns krop har det og hvordan éns psyke har det.
Der kan være øvelser, bevægelser eller berøringer der aktiverer nogle bestemte følelser hos mig. Fx. har jeg oplevet at begynde at græde og blive fyldt med en tristhed i forbindelse med en bestemt øvelse vi lavede med brystet og skuldrene. Andre øvelser har kunne gøre mig angste osv.
Idag var jeg utrolig spændt op i højre lægmuskel og havde udover dette smerter i ryggen og især i lænden. Da fysioterapeuten, så havde fået løsnet min lægmuskel op og strukket nogle ting ud i min ryg så lå jeg og slappede af, alt imens jeg mærkede efter hvordan det var i kroppen lige nu. Min ryg føltes meget mere afslappet end før, men var på samme tidspunkt væsentlig mere øm end før. Men kunne også mærke en smule tristhed og en voldsom vrede komme frem. Og hvor mærkeligt det end lyder, så var det helt tydeligt at denne vrede kom fra brystkassen og den øverste del af ryggen. Det var ikke en vrede oppe i min hjerne, men en vrede i min krop. En vrede der kom frem som et resultat af de ting som fysioterapeuten havde løsnet op i ryggen.
På en måde en skræmmende følelse, men først og fremmest interessant og noget mærkelig. Men det viser jo opgså samtidig hvor relevant denne form for psykiatrisk fysioterapi er for behandlingen af ptsd (og mange andre psykiske lidelser).

Glæder mig jo i denne tid for elsker virkelig julen. For mig betyder den familie, nærhed, hygge og varme.

Har godt nok haft det skidt den sidste uges tid. Tror det startede i søndags, hvor jeg var overdrevent træt hele dagen samtidig med jeg tror der var noget angst. Tirsdag var den helt galt igen, denne gang var angsten dog meget tydelig. Natten til tirsdag vågnede jeg 01.50 og kunne ikke falde i søvn igen. Trods flere forsøg i løbet af dagen lykkedes det mig stadig ikke at få bare en lille smule søvn. Men faldt dog heldigvis i søvn den følgende nat.
Troede jo ellers jeg var sluppet helt af med min angst nu pga. nada'en. Har jo ikke haft angst siden d.16.september, pånær en enkelt gang hvor jeg prøvede at springe en behandling over. Så håber da virkelig ikke at virkningen nu er ved at klinge af eller sådan noget. Har været henne og få nada idag og følte faktisk at jeg kunne mærke en effekt, mens jeg sad derhenne med nålene i. Det plejer jeg ellers ikke at kunne. Så satser på at det bare er fordi ugen her vare været mere krævende end normalt og jeg derfor har fået dette enkeltstående tilbagefald med angst.

men det betyder altså ikke at min ptsd er væk. Lige nu mærker jeg den for fuldt pres og har ret svært ved at stå imod.
Vi har en del uafsluttede projekter herhjemme som i sig selv kan være svære at overskue. Men udover det så har jeg en kammerat der er ved at bygge en smule om derhjemme. Har dog selv sagt til ham at han burde undlade selv at spartle og lade mig om det. Men trods det så fylder det altså ret meget i mit hoved og er med til at jeg pt. har overdrevent svært ved at overskue tingene.

selvom jeg har haft et par ret hårde dage på det sidste. Har nok haft gang i lidt for mange projekter herhjemme på en gang, så det har taget ret hårdt på mig og da også været på nippet til at få mig ned med nakken.
Har slettet min Facebook profil. Synes det hele har taget en lidt forkert drejning. Synes generelt at mennesker er blevet for ligeglade med hinanden og blevet sig selv nærmest. Det er som om, at alle gerne vil tage imod men ingen gider give noget. En kultur hvor man selv og éns egne behov er i centrum og hvor samfundet eller andres behov så kommer i anden række......Og det er på ingen måder en udvikling jeg bifalder. Selvfølgelig skal man passe på sig selv og sien, men det betyder ikke at man bare kan glemme alle andre og at disse "andre" har mindre ret. Ved godt at det er en udvikling der er startet før Facebook, men de er på en eller anden måde bare blevet den sidste dråbe for mig. Det kan jo også være jeg tager fejl eller kommer til "fornuft" igen. Men så kan jeg jo bare melde mig ind igen.....

Ja, ok måske ikke sådan videnskabeligt og der er sikkert behandlere rundt omkring der vil værgre sig. Men for mig er det nu bevist at NADA har en effekt, enddog meget god effekt på ptsd. Eller ihvertfald på den del af ptsd'en der omhandler angst, søvn og mareridt. Og for mit vedkommende er det altså en væsentlig del eller ihvertfald den mest invaliderende del.
Skulle jo have fået NADA i torsdags, men glemte det. Begyndte så at sove dårligere, fik mareridt og blev igen meget lydfølsom overfor pludselige lyde. Det hele kulminerede så mandag morgen da angsten pludselig var der igen. Den angst der ellers havde været forsvundet 5 uger. Jeg fik så kontakt til en der giver NADA i Viborg og fik aftalt en tid til om eftermiddagen. Det betød så at jeg sov væsentlig bedre i nat og angsten nu er væk igen......Så for mig kan det vist ikke bevises tydeligere at NADA har haft en overordentlig stor effekt på min ptsd.

Nu kan det jo så undre én at man skal småsnyde sig til at blive behandlet med NADA i Silkeborg, blot fordi Viborg ikke tilbyder det samme. Det er jo en behandling der er meget lidt resourcekrævende og nem og hurtigt kan stables på benene. Ved godt man så kan få det i private praksis rundt omkring. Det kunne jeg måske også få råd til, men det er altså langtfra alle psykisk syge og førtidspensionister der er lige så heldigt stillede som mig rent økonomisk. Og så kan det altså være svært at finde de 1000 - 1500 kr. om måneden som sådan en behandling ville koste i det private regi.

men glemte det pga. efterårsferien og det kalenderrod der følger med dettte. Men har faktisk sovet dårligt de sidste 2 nætter. Her i nat vågnede jeg med mareridt og var efterfølgende vågen mange gange. Har 2 gange også oplevet at jeg er faret sammen ved en pudselig lyd, henholdsvis igår og idag. Er ikke helt sikker, men tror faktisk min fydfølsomhed også har været væk i den tid min angst har været væk.
Ved ikke om der er nogen sammenhæng mellem det og så den manglende NADA-behandling. Men må jo prøve at være opmærksom på hvordan det udvikler sig ugen igennem og så hvordan det går når jeg igen har fået NADA på torsdag.

Synes simpelthen det er så fantastisk og dejligt. Det giver mig så megen energi og overskud til så mange ting i hverdagen. Så at de øvrige ptsd-symptomer stadig er der fylder altså ikke ret meget rent mentalt, selvom de jo stadig påvirker mit liv. Men som nævnt tidligere, så er det jo noget jeg kan planlægge og strukturere mig ud af. Så NADA har virkelig været med til at gøre en stor og positiv forskel for mit liv med ptsd.
Er jo også stoppet med at ryge og har været røgfri i ca. 3 uger nu. Det er svært og tænker konstant på tobak, men det bliver lidt nemmere. Det er ikke selve stoftrangen der fylder, men den psykiske afhængighed. Det er da også helt sikkert at den succesoplevelse jeg har i forbindelse med min angst, gør det lidt nemmere for mig at holde det ud rent mentalt.

Så har jeg købt mig en motorcykel. En gammel 1000 ccm BMW. En herlig gammel maskine der virkelig ligner indbegrebet af en motorcykel og lugter langt væk af rigtig mand. Har været ude og køre næsten hver eneste dag og bliver næsten helt høj af det. Det er virkelig en helt fantastisk følelse. Man føler sig bare til stede på en helt unik måde og det er både når man trille stille afsted med 60 km i timen eller når man vrider håndtaget helt rundt og kan mærke man bliver rykket af cyklen, hvis man ikke holder ordentligt ved.

Men udover det så har jeg jo også truffet en række beslutninger omkring websitet, debatforummet og Facebookgruppen. Har indtil videre besluttet at lukke debatforummmet og Facebookgruppen ned. Websitet får så lov til at bestå lidt tid endnu, men vil måske drosle lidt ned på opdateringshyppigheden.
Men skal ærligt indrømme at jeg er både skuffet og forundret over den lave indsats og engagement som folk udviser. Men når man selv bruger så meget tid og energi på en ting for at hjælpe andre i en vanskelig situation, så kan det virkelig undre at man render ind i noget der nærrmest ligner ligegyldighed eller selviskhed. Det er som om folk gerne vil sidde bag skærmen og modtage gode råd og lignende. Men de gider ganske enkelt ikke engagere sig, end ikke så lidt som fx. en stemme i brugerundersøgelsen, et indslag på gæstebogen, eller en kommentar på facebookgruppen. Så synes faktisk vi er blevet til en nation af egoistiske enkeltindivider der har nok i os selv. Dette ligger altså bare så langt fra den person jeg er og det samfund jeg har lyst til at leve i og den verden mine 2 små piger skal vokse op i.
Men selvom de sidste 4 år har været de sværeste i mit liv og mange gange har været et rent helvede, så har jeg forsøgt at være der for andre. Men nu vil jeg altså følge strømmen og for eftertiden være der lidt mere for mig selv og mine nærmeste. Så må jeg jo se hvor lang tid jeg kan holde det ud, men lige nu er jeg altså bare træt af at være ham der spilder sin tid i noget der ligner en verden af ligegyldighed.

Og rygestoppet er genoptaget og kører igen, en enkelt svipser skal ikke ødelægge de gode intentioner. Men for pokker hvor er det svært. Hver en lille celle i min krop synes at skrige på tobak og nikotin. Men er ganske enkelt nødt til at holde ud, det bliver forhåbenligt nemmere med tiden ;-)

Begge mine piger skulle idag starte til Zumba, henholdsvis kl.17.00 og 18.00. Udover det så skulle Katrine til et møde med SFO'en. Så det betød at jeg skulle lave aftensmaden færdig og køre pigerne til Zumba. Men midt i det hele skulle jeg så også aftale en tid med elektrikeren og ud og finde en af mine høns, som var taget på opdagelse hos naboen.Dette blev så ret meget mere end jeg kunne overskue. så det endte med at jeg aflyste Zumba for at kunne koncentrere mig om aftensmaden, hønsejagt m.m. Men betød desværre også at det rygestop som jeg har praktiseret siden lørdag røg sig en tur. Så lige nu er jeg lidt nede og pokkers træt af det hele. For syntes jo lige at det hele gik så godt og at jeg var på toppen med så mange ting. Men skal da lige love for at livet forstår at få en ned i øjenhøjde med det hele igen, man skulle jo nødig få den tro at træerne voksede ind i himlen ;-)
Håber blot ikke at denne pludselige nedtur indvirker på den positive udvikling der har været i forbindelse med min angst.

jeg drog afsted til Sverige og også mere end 14 dage siden jeg har haft følelsen af angst. Synes faktisk det er helt fantastisk og også en smule mærkeligt. Har alle de samme ptsd-symptomer som før, stress, dårlig hukommelse, manglende overblik osv. Men angsten den er bare forsvundet. Ved ikke om det er for evigt eller blot for en kort bemærkning, men vil da gøre mit til at fastholde den gode udvikling.
Det var jo absolut angsten, der var det mest invaliderende for mit vedkommende. Alle de andre symptomer kan da være både trælse og ubehagelige, men det er jo trods alt noget man kan strukturere sig ud af langt hen af vejen. Hukommelsen kan hjælpes med intensiv brug af sedler og kalender, trætheden af en middagslur, stressniveauet sænkes ved at man er mere selektiv i hvad og hvordan man planlægger osv. osv.

Har sammen med min fysioterapeut lavet en list over mine plligter/ansvar kontra lyst/hobby. Synes det ser ganske fornuftigt ud. Har masser af lystbetonede ting i mit liv, eller har ihvertfald haft. Så vil i det næste halve års tid arbejde mere aktivt på at bringe nogen af disse ting tilbage i mit liv. Det betyder at jeg har "forpligtiget" mig til at tage ud og fiske mindst en gang i løbet af oktober måned, samt ringe til Christian og få afklaret hvordan jeg får startet op på jagttegn.

Har tænkt lidt mere over denne "pludselige" positive udvikling. det hænger selvfølgelig sammen med Sverigesturen, men hænger måske også sammen med NADA-behandlingen. Nåede jo at få NADA 2-3 gange inden jeg skulle afsted til Sverige, og den sidste gang var samme dag som jeg tog afsted. Så måske har behandlingen fået mig til at slappe mere af og åbne op på en eller anden måde, hvorefter de positive indtryk fra Sverige rigtigt har kunnet bide sig fast i mig og dermed få det hele til at vende lidt.....

Det var en jagttur sammen med 22 andre, hvoraf jeg kun kendte de 2 af dem.Det burde faktisk være ganske angstprovokerende og burde starte en lang række ptsd-symptomer op. Men faktisk gik det lige modsat. Det blev til en uge uden nogen ptsdsymptomer af nogen art. En uge, hvor jeg følte mig akkurat som før jeg blev syg. Det var ganske enkelt en fantastisk oplevelse........Nu er det 3 dage siden jeg kom hjem og jeg har det faktisk stadig meget bedre end normalt, så den positive virkning holder ved endnu.

Kan måske være svært at sige nøjagtig, hvad det var der gjorde det. Men har på fornemmelsen at der er 2-3 ting der har været afgørende for det gode resultat. Den ene ting er naturen deroppe. Den er simpelthen så fantastisk. Vild og uberørt. Sommetider går du rundt i den tætteste skov, hvor der kan dukke en bjørn op rundt om det næste træ, andre gange kan du se adskillige kilometer ud over skove, bjerge og dis. Så kommer du ind i en ret åben skov med masser af lav og væltede træer der bare er groet til, så vader du ud i myraen (sumpområde).
En anden ting er nok det at det der ikke er meget stress og jag. Der er intet der skal præsteres og intet der skal nåes. Hvis vi er sultne ved middagstid, så spiser vi der, hvis ikke så spiser vi bare lidt senere. Hvis man ikke havde lyst til at stå op og gå på jagt en morgen, så kunne man jo bare blive liggende i soveposen og snuppe et par timer mere.
Den tredie og sidste ting er "kulturen". Det var jo en mandetur og mange af dem jeg var med var fængselsbetjente, så den kultur og omgangstone der var, den kendte jeg jo så godt og savner måske endda. Faldt hurtigt tilbage i min gamle "rolle" fra da jeg var rask. Det kan være helt befriende at kunne sige tingene råt for usødet, men med et kærligt glimt i øjet. At være i en verden, hvor det maskuline er et plus og hvor de kvindelige værdier egentlig ikke er så pokkers meget bevendt (undskyld piger ;-).

Tror faktisk det sidste betyder mere end jeg har været opmærksom på før. Har jo i mange år levet i denne mandeverden og nydt at befinde mig der. Efter jeg så er blevet syg er jeg jo hovedsaggligt omgivet af kvinder og kvindelige værdier. Herhjemme er der min kone, mine 2 døtre og for det ikke skal være løgn, så er alle vores dyr sgu også hunner..Mange af den jeg har været i kontakt med i både behandlersystemet og indenfor det offentlige er jo også kvinder. Så man kan hurtig komme til at føle sig en smule kastreret og helt glemme de maskuline værdier som før fyldte ret meget.

Svært at sige hvordan det gik, da jeg jo ikke kan mærke noget umiddelbart. Der kan godt gå nogle behandlinger førend jeg vil kunne begynde at mærke noget. Men det var jo et helt nyt sted jeg skulle hen og det var ikke helt så nemt, at få slæbt mig afsted pga. angsten. Men afsted kom jed da og de var også virkelig søde derhenne. Der var kun en enkelt klient udover mig, så det var jo også til at overse.

Ellers går det så nogenlunde. Kænper godt nok en del med angsten lige nu. Men i betragtning af vores overdrevne fyldte kalender og at jeg samtidig render lidt til læge med noget bronkitis eller lignende og så har startet på på både BAT og NADA. ......Ja, så klarer jeg det egentligt rigtigt godt. For bevæger mig jo pænt på den anden side af grænsen for hvad jeg kan holde til og har jo indtil nu formået at holde røven over vandskorpen.

u har jeg jo efterhånden gået der 1 års tid. Kan da også mærke en forskel i forhold til da jeg startede. Der er en del kropslige firnemmelser jeg er blevet meget mere opmærksom på og en del muskelfunktioner jeg har fået meget bedre kontrol med.
Synes desværre det er begyndt at gå lidt tilbage med det og har snakket med fysioterapeuten omkring det. Tror simepelthen det skyldes min egen indsats, eller mangel på samme. I starten var jeg en del mere aktiv og lavede en del øvelser derhjemme, men det har jeg ikke gjort i lang tid nu. Det er ikke mangel på vilje, men ganske enkelt fordi jeg glemmer det. Så nu har jeg prøvet at sætte en alarm til på min telefon, der så ringer 3 gange om ugen og minder mig om det. Det har ikke helt virket endnu, men håber jeg får lidt bedre styr på det. Når den ringer kan jeg jo nemlig tit være ved at lave noget andet og tænker så at jeg lige kan gøre det om 10 minutter. Men 10 minutter efter har jeg så glemt alt om det igen.det er også den samme problemstilling der gør sig gældende for meditationen.

Men ellers er jeg også begyndt at gå til BAT oppe ved fysioterapien. Har kun været der en enkelt gang, så det er endnu for tidlligt at sige ret meget om det.
Men den ene gang jeg har været der var faktisk ganske ubehagelig. Jeg havde det rigtig dårlig deroppe med angst. Det er ellers kun en lille gruppe hvor vi var 4 "patienter" og 2 fysioterapeuter, men det var åbenbart lige i overkanten for mig alligevel. Var flere gange ved at forlade rummet. Det eneste der holdt mig tilbage var faktisk at der var et hold motionister der trænede på den anden side af døren og det var lige så skræmmende at skulle "kæmpe" sig igennem dem. Så var bare fanget i det. Men overlevede jo og glæder mig stadig til at skulle derop igen.

Synes den sidste måneds tid har været lidt svær at sætte ord på. Når jeg går hjemme uden nogen form for pres eller påvirkning, så har det gået rigtig godt. Men synes desværre også at der har skullet alt for lidt til for at jeg følte mig presset og fik det skidt. Især min hukommelse har væres sat ret meget tilbage. Har rigtigt svært ved at huske bare hved jeg lavede igår eller for nogle dage siden. Derfor bliver denne opdatering jo også kun i en slags overskriftsform. For har ganske enkelt svært ved at sætte ord på de enkelte ting og svært ved at huske dem. Så meget af det bygger egentlig bare på en fornemmelse for hvordan det er gået