Drømme/mareridt.

En eller flere personer forsøger at trænge ind gennem døre og vinduer for at skade Johanne. Jeg får dem skubbet ud igen med magt. Dette sker med slag og tramp i hovedet. Alt imens leger jeg med Johanne, for at hun ikke skal opdage at der er fare på færde. Katrine er et sted i huset, men opdager ingenting. Til sidst kan jeg ikke holde dem ude længere. Jeg sørger for at Johanne gemmer sig i et skab.

Så vågner jeg….

 

Var startet på i et nyt arresthus, grundet min sygdom og var rigtig glad og spændt. Det var et lille , men højteknologisk sted hvor jeg allerede kendte nogle af kollegaerne.
Startede med et møde med Anders Klestrup og en eller anden person, der skulle evaluere ham. Jeg hjalp Anders med nogle praktiske detaljer og forklarede den anden person hvordan tingene hang sammen. Derefter gik Anders og jeg ned til nøglerummet, hvor jeg skulle have udleveret mine nøgler
Denne første vagt var en lørdag aften. Der var lidt ballade i byen, så politistationen lige ved siden af havde en del ballade med et nærliggende diskotek hvor en masse unge lavede ballade. Jeg var meget ivrig efter at komme til at hjælpe dem, men måtte desværre ikke pga. reglerne. Havde dog allerede udstyret mig med en stav for alle tilfældes skyld. Flere gange måtte jeg jage nogle unge væk, der stod helt henne ved vores vinduer. Da de åbenbart ville konfrontationen var jeg nødt til at bevæge mig ud flere gange for at fjerne dem med magt. Jeg følte mig godt tilpas, nød at der var lidt action. Anders og jeg var alene om opgaven, da de øvrige fængselsbetjente åbenbart ikke havde opfattet situationens alvor. Situationen udenfor blev værre og værre. De unge blev flere og flere og begyndte at kaste flasker og sten efter os. På dette tidspunkt opholdt jeg mig udenfor sammen med politiet det meste af tiden. Pludselig så jeg at der kom 4-6 helikoptere flyvende. De havde alle hængt en bil op under sig. Da de var over os og bygningerne lod de bilerne falde. De brasede ned gennem taget. Jeg tog min kasket på og trak hætten over hovedet for at beskytte mig og skyndte mig så indenfor for at advare mine kollegaer, men det var svært da bilerne hele tiden brasede ned gennem taget. Jeg kunne ikke finde de andre. Løb rundt i bygningen, men havde svært ved at finde rundt. Da jeg kom til pigernes omklædningsrum, så jeg at flere af dem var i bad. Så af frygt for at virke som om jeg belurede dem, turde jeg ikke fortælle dem om det der skete. På vej væk fra omklædningsrummet stødte jeg ind i nogle mandlige kollegaer, som jeg advarede og instruerede i hvordan de skulle forholde sig.

Så vågner jeg…..

 

Jeg skal genopereres i mine øjne og har fået en tid. Får et lift derhen sammen med en af mine indvandrervenner og dennes kammerat. Inden vi skal hen på sygehuset er der dog lige nogle småting de lige skal have ordnet derhjemme. Da vi kommer hjem til ham ligner stedet et sønderbombet Libanon. Jeg kommenterer det, men han siger bare at sådan har de nu bare valgt at leve. De ”småting” han skulle bliver ved med at trække ud og jeg trygler og beder ham om at skynde sig eller også skaffe mig kørsel så jeg kan nå min operation. Han virker til at være ligeglad. Det er først da jeg tager kontakt til hans mor eller søster jeg får dem til at ringe efter en taxa. Da jeg ankommer til sygehuset, får jeg at vide at jeg er kommet for sent og operationen derfor er aflyst.

Kan ikke huske mere, men den glider på en eller anden måde over i den næste drøm…..

Er en del af et Team, der skal jagte en usynlig mand. Vi er meget tæt på ham flere gange, men hver gang slipper han fra os. Den sidste gang slår han en af os ihjel. Dette bliver for meget for Jan Isaksen. Han går nu helt amok og begynder systematisk at slå resten af teamet ihjel. Han jagter mig gennem en stor bygning. Dette sker i et meget roligt, men spændingsfyldt tempo. På et tidspunkt lader jeg som om at jeg ”overgiver” mig. Jeg får ham lokket hen til elevatoren og da han er inde smækker jeg døren i for ham. Men min jakke sidder fast mellem dørene.

Så vågner jeg……

 

Jeg har fået fat i et jagtgevær og skyder mine børn i hovedet en efter en i deres seng, mens de sover. Derefter går jeg ind til Katrine sætter geværet mod hendes pande og skyder hende også. Til sidst retter jeg geværet mod mit eget hoved og skyder.

Så vågner jeg…..

 

Er indlagt på psyk. Nattevagterne er uniformerede og tydeligvis fængselsbetjente med dette som bijob. Jan befrier mig ved hjælp af en gravko og får mig læsset op på ladet af en lastbil fyldt med jord. Finn er ved at bygge hus og åbenbart skal dette være med græstag, for al jorden læsses op på taget incl. mig. Finn bliver dog sur over dette og vil ikke have mig på taget. Jeg lader mig derfor falde ned fra taget og forsøger at komme hen til lastbilen. Jan er dog allerede ved at køre, så jeg får kun fat i anhængertrækket. Jan kører nu lastbilen som var det et ”stock-car” race og smadrer ind i alle andre biler med mig hængende bag på.

Så vågner jeg …

 

En lille fyr (nærmest ”gnomagtig”) har ”drillet” og generet mig gennem lang tid. Dette tager til og er simpelthen begyndt at skade mig direkte. Jeg opsøger ham og vi kommer op at slås. Det ender med at jeg sidder ovenpå ham med en kniv på hans strube. Pludselig bliver jeg i drømmen tilskuer og kan læse fyrens tanker. Da han kunne se at han var ved at tabe slagsmålet provokerede han mig med vilje, for at få mig til at stikke ham ned med kniven. Men han ville så spille død, fordi han vidste at jeg ville standse så snart jeg så blod og på den måde ville han så overleve alligevel.
Jeg stikker nu kniven langsomt ind i halsen på ham. Kan mærke huden gøre modstand for til sidst at give efter og lade kniven trænge igennem. Tykt mørkt, næsten sort, blod begynder nu at løbe ud af hullet omkring kniven.

Så vågner jeg …..

 

Jeg går op af en trappe sammen med Johanne og Agnethe. De har hinanden i hånden og går lige bagefter mig. Der er meget langt op til toppen. Da vi endelig kommer helt op, opdager jeg at der ikke er noget gelænder. Jeg får derfor sagt til ungerne at vi skal skynde os ned igen. Agnethe står helt ude ved kanten og det skræmmer mig en del. Jeg siger til hende at hun skal gå ud til den anden side. Så kigger hun på mig og træder et skridt til den forkerte side, nemlig udover kanten.

Så vågner jeg (skrigende) ……

 

Er en del af et hemmeligt team indenfor Kriminalforsorgen, der skal være med til at ruste Kriminalforsorgen til kamp. Vi skal stå for træning og indkøb af forskelligt kampudstyr. På et tidspunkt bliver vi overfaldet af en lille gruppe 2.g’ere. 2 af mine kollegaer og jeg selv får sprøjtet syre på os. Men da vi er meget hemmelige får vi ikke lov til at forlade ”basen”. Vi flygter dog og tager hen på Viborg sygehus, hvor vi får behandling for vores ætsninger. Her udspørges vi af en kvindelig læge omkring baggrunden for angrebet. Dette munder på en eller anden måde udi et sagsanlæg mod fængselsinspektør Jørgen Bang fra Statsfængslet i Horsens. Under denne retssag angribes jeg af en advokat med anden etnisk baggrund. Jeg får dog hurtigt afværget angrebet og tager fat i dennes læber og tvinger ham let nedad og hen imod mit hoved. Jeg nærmest hvisker aggressivt til at, at hvis han vil slås, så er det den forkerte mand han har udvalgt.

Så vågner jeg  …….

 

Det starter med at vi er nogle stykker der træner lidt kampteknik og leger lidt for sjovt. Efterhånden kommer der flere til og til sidst er vi oppe på 10-15 stykker (alle sammen gamle venner) samt 2 ekstremt bidske kamphunde. Det hele foregår i og omkring en form for lejlighedskompleks hvor vi sætter flere og flere fælder og snubletråde op. Jeg er begyndt at føle en del ubehag ved det, men kan ligesom ikke få lov at slippe ud. Der bliver taget nogle af de andre beboere til fange. Jeg prøver at hjælpe disse, men bliver opdaget og er der efter ikke helt med i fællesskabet, men dog ”tålt”. På et tidspunkt bliver stemningen hos de andre helt euforisk og jeg lader som om at jeg er lige så højt oppe at køre som dem. Men pludselig snapper den ene hund ud efter mig. Jeg griber fat i dens kæber og kigger den dybt i øjnene og nærmest kommunikerer med den. Vi ved begge at hvis jeg slipper, så går den rigtigt til angreb. Derfor øger jeg presset ud af på dens kæber for at få den til at indse, at den har tabt og dermed give op. Til sidst bliver presset dog så stort, at den brækker begge kæber og dør. Hundens ejermand går hen imod mig og er helt ude af den. Han tager fat i et stykke plastic eller en pose og trækker den ned over hovedet på mig, mens han får mig lagt ned. Jeg får nu fat i en kniv og ved med mig selv at jeg sagtens kan komme fri ved at skære posen op og samtidig skære hans hals over. Men ved dog også med mig selv, at jeg ikke kan få mig til at gøre det. Slipper derfor kniven og lader mig lige så stille dø i håbet om at han slipper posen i tide. Da jeg erkender at han ikke slipper, slipper den sidste luft op og alt bliver mørkt.

Så vågner jeg ………

 

Var ellers kommet udenfor Kriminalforsorgen, men har taget en enkelt aftensvagt på det ”gamle” Horsens Statsfængsel. Men alt er nærmest kaos, tingene flyder og alle virker ikke kun ligeglade, men decideret ligegyldige. Der er mørkt overalt, men hver gang jeg tænder lyset så slukker de andre betjente det bare. Det er som om de helst ikke vil ses og helst ikke vil se, hvad der sker. Fangerne har nu fået lov at have hund på afdelingen og jeg kommer op og slås med en af dem, med det resultat den dør af det. De andre betjente tager sig ikke af det, men trækker bare på skuldrene. I ren frustration og afmagt forlader jeg afdelingen og går ned på vagtmesterkontoret for at se hvem der ellers er på vagt. Kunne jo være der var nogen jeg kunne lidt bedre med. På vejen ned af trappen møder jeg Winnie. Hun er nok en af de sødeste og mest positive betjente jeg kender i Kriminalforsorgen og hun smiler da også hjerteligt til mig, da hun ser mig. Men det er åbenbart for sent at gøre mig i godt humør, for jeg fortæller hende at jeg skrider nu og da det er blevet til et af de værste steder jeg nogensinde har været.

Så vågner jeg ……

 

Det er nat og vinden rusker en del udenfor. Jeg kan ikke få lukket vinduerne ordentligt, så derfor trækker det del. Connie og Henrik er på besøg og overnatter. Der er flere personer tilknyttet rockerkredse udenfor huset og de prøver at komme ind uden at jeg opdager det. Jeg ved at de har til hensigt at slå os alle sammen ihjel. Katrine sover hele tiden og opdager ingenting, men børnene fornemmer at der er noget galt og sover derfor uroligt og er vågne ind imellem, så jeg er nødt til at berolige dem. Er sikker på at Connie og Henrik ved der er noget på færde, men tror de prøver at ignorere det, for de kommer i hvert fald ikke ud fra deres værelse. Jeg går konstant rundt og forsøger at sikre huset og lukker vinduer og døre der er blæst op. Jeg er vågen under en stor del af drømmen og ved sådan set godt at det er en drøm. Men alligevel ligger jeg så samtidigt og planlægger hvordan jeg kan sikre huset yderligere i morgen. Jeg prøver forgæves at slippe drømmen og lave afslapningsøvelser, men intet hjælper.

Drømmen fortsætter ufortrødent selvom jeg er vågen.

 

(dec208) Drømmer at jeg er alene med mine børn og nogle flere børn som jeg har ansvaret for opfostrede. Vi bliver forfulgt af en ræv som vi til sidst fanger og skal slå ihjel. For at skåne børnene sender jeg dem videre, mens jeg selv afliver ræven. Jeg hænger den i et træ på en eller anden sindrig måde, der gør at jeg er meget tæt på rævens hoved mens den dør. Mens den så hænger der og dør, forvandler den sig til Johanne. Efterfølgende skal jeg så kvæle Agnethe og 2 andre piger. De ved at jeg skal gøre det og smiler til mig mens jeg gør det. Jeg ser hvordan de får sværere og sværere ved at smile fordi de ikke kan få vejret. Men alligevel forsøger de hele tiden, for at gøre det nemmere for mig.

Så vågner jeg (grædende) ………..

 

(feb.2009) Husker ikke drømmen helt tydeligt. Men den startede rigtigt godt, som nærmest ren idyl. Det var ude på landet, hvor Johanne havde fået en hest og jeg var startet som maler igen. Men så får jeg arbejde på en eller anden kæmpe gård, der nærmest er en ruin. Jeg har Johanne og Agnethe med derud og der er også en masse andre håndværkere derude.
Vi begynder så at blive angrebet af en eller anden psykopat der konstant prøver at komme ind på arbejdspladsen og skade os. Da jeg har været fængselsbetjent får jeg ansvaret for sikkerheden og sammen med et par andre håndværkere forsøger jeg at afværge angrebene. Dette lykkedes da også, men da jeg så henvender mig til ledelsen (en malermester, men han ligner en overvagtmester) på stedet for at få yderligere hjælp, bliver dette afslået. De mener at jeg er en smule hysterisk, bare fordi mine børn har været i fare. De mener ikke at børn tager skade af at blive udsat for en smule fare ind imellem. Jeg føler mig total forrådt og hadefuld og  skal lige til at tage en større konfrontation med ledelsen, men så vågner jeg ………

 

(marts 2009) Drømmer jeg er flyttet til Italien for at leve. Jeg er stadig syg, men sygdommen har taget en anden drejning/form. Lider godt nok stadig af generel angst, men har nu også en del hallucinationer. Landskaber og mennesker kan tage de mærkeligste former. Men er egentlig ikke bange for det og accepterer det bare som en del af livet. I drømmen er jeg alene og har aldrig kendt Katrine og haft børnene, men til gengæld flytter både mine forældre og brødre også derned og bor sammen med mig. Jeg begynder at omgås en pige, der også selv er lidt mærkelig (lidt som sangerinden Björk). Hendes forældre er vældig søde og accepterer også fuldt ud min sygdom, de er bare glade fordi deres datter endelig har fundet én, der kan forstå hendes pudsige indfald. Mine brødre, især Martin passer rigtigt godt på mig. De kommer og henter mig når jeg farer rundt på marken eller i skoven og tror jeg er fanget af et jordskælv eller bliver forfulgt af mærkelige væsener.

En mærkelig og nærmest surrealistisk drøm, men jeg er afgjort meget lykkelig i den……

 

(jan 2011) Havde en lidt mærkelig drøn. Ved egentlig ikke helt om jeg skal kategorisere den som mareridt eller….
Havde også ptsd i drømmen, men var til en kæmpefest der skulle vare over et par dage eller sådan noget. Hele min familie og alle dem jeg kender, var med, selv dem langt ude i periferien. Det endte med at jeg blev helt vild fuld og tog nogle stoffer. Da jeg vågnede var hele stedet næsten smadret. Det var dog ikke af mig, men jeg vidste hvem der havde gjort det. Jeg forsøgte at tale med de andre, men da alle syntes at være fuldstændig ligeglade med at stedet var smadret så konfronterede jeg selv personen.
Min kusine Nikoline var åbenbart også utilfreds med det der var passeret, for i hvert fald valgte vi at stikke af fra det hele sammen. Det blev en længere og ret vild tur til udlandet, hvor vi mødte en del mærkelige og suspekte personer. Jeg gik konstant med våben, brugte en del stoffer og forelskede mig i en eller flere piger som virkede både farlige og spændende.  Jeg var konstant på flugt og kørte derudaf for fuld skrue. På et tidspunkt hvor jeg og en pige blev opdaget af politiet og derfor måtte flygte, blev vi væk fra hinanden. Det gjorde mig simpelthen så ulykkelig, da jeg indså at jeg virkelig elskede hende og savnede hende desperat. Besluttede mig derfor at vende tilbage til Danmark. Var stadig eftersøgt og havde heller ikke noget pas, så det måtte ske i det skjulte. Bliver opdaget i et tog, da jeg netop er kommet ind over grænsen, men så vågner jeg.....

Når jeg ikke helt ved om jeg skal kalde drømmen et mareridt, eller hvad….Så er det fordi at den på intet tidspunkt var ubehagelig, snarere tværtimod. Trods voldsomhederne og det konstante pres på mig, så nød jeg det hele i fulde drag. Men da jeg vågnede var det jo netop også det, at jeg havde tilladt mig at nyde noget der var så forkert, der gjorde at drømmen blev en ubehagelig oplevelse. Nu hvor jeg er helt vågen ser jeg med lidt andre øjne på drømmen og forstår udmærket min handlemåde og den nydelse den gav. Men lige da jeg vågnede og stadig var søvnig og halvdrømte, så fik jeg simpelthen så dårlig samvittighed over at ville vende alt og alle ryggen.