PTSD og børn

Skribent: Frank Henriksen Redaktion: PTSD forum Kilde: Eva Malthe, privatpraktiserende psykolog, Århus. CETT . Ask Elklit, cand.psych, professor ved Center for Psykotraumatologi ved Syddansk Universitet m.fl.

Først i 1987 anerkendtes det i det amerikanske diagnosesystem, DSM-III-Revised, at børn kan lide af post traumatisk stress forstyrrelse (PTSD) (E.Montgomery: Flygtningebørn. Dansk Psykologisk forlag, 2000), men forekomsten af PTSD hos børn er fortsat underdiagnosticeret (Elklit, Ask, 2004).
De seneste års forskning inden for forskellige, men overlappende områder, herunder traumer, tilknytning, hjerneudvikling, stress, neuroaffektiv udviklingspsykologi m.m. har resulteret i megen ny viden, som understreger betydningen af en tidlig indsats.
En vurdering af børns traumer ofte er mere kompleks end for voksne, fordi der er en række faktorer i og udenfor barnet, der har betydning for at forstå barnets reaktioner, som det fremgår nedenfor:

  1. Traumesymptomerne kommer ofte til udtryk på forskellige måder for børn i forhold til voksne, og et selvstændigt undersøgelsesredskab specielt for yngre børn savnes. For at kunne vurdere barnets eventuelle traumatisering, er det derfor nødvendigt at vide, hvordan symptomerne udtrykkes hos børn.

  2. Børn er individer i vækst fysisk, neurologisk, fysiologisk, emotionelt, socialt og kognitivt, og voldsomme oplevelser kan derfor potentielt forårsage forstyrrelser i barnets udvikling på et eller flere områder.

  3. Man må derfor også vide, hvilken alder barnet havde, da det var udsat for traumatiske oplevelser, idet barnet vil reagere forskelligt afhængigt af udviklingsalder, fordi der kognitivt, socialt og emotionelt er store forskelle på det lille barn, førskolebarnet, skolebarnet og teenageren.

  4. I forlængelse heraf er det vigtigt at vide, om barnet har været udsat for et enkeltstående traume, eller om der har været tale om gentagne traumatiske hændelser.

  5. Når det drejer sig om børn, er viden om forældrene central, herunder forældrenes aktuelle og tidligere mentale habitus, deres mestringsstrategier i forhold til egne traumer og til livet i asyl, samt hvordan de forvalter deres forældrerolle.

  6. I forhold til overvejelser om behandling er der forskelle mellem børn og voksne. Børns første behov er behovet for tryghed og stabilitet i hverdagen, hvilket oftest vil indebære en helhedsorienteret indsats overfor hele familien i et omfattende netværkssamarbejde.

 
Børns adfærd og symptomer på PTSD

Af DSM-IV fremgår det, at symptomerne for børn på mange punkter er parallelle til voksnes, men kan komme til udtryk på en anden måde. Som for voksne skal barnet have været udsat for en traumatisk begivenhed, der er kendetegnet ved: 

  1. Personen oplevede, var vidne til eller blev konfronteret med en begivenhed eller begivenheder, som indebar død eller trusler om død eller alvorlig kvæstelse eller trusler mod egen eller andres fysiske integritet.

  2. Personens reaktion involverede intens frygt, hjælpeløshed eller rædsel.

Bemærk: Hos børn kan dette i stedet komme til udtryk ved desorganiseret eller agiteret adfærd.
Dette er centralt at huske, da børns traumer netop ofte kommer til udtryk i deres adfærd i langt højere grad end i det, de fortæller. De yngre børn har ikke den kognitive modenhed til at sætte ord på mere komplekse forhold, herunder følelser, og reagerer derfor helt generelt adfærdsmæssigt og somatisk.
De ældre børn ville måske nok kunne formulere sig rent sprogligt, men mangler et begrebsapparat at fortælle om traumesymptomerne ud fra, og fremmedgørelsen overfor sig selv og andre (et traumesymptom) resulterer ofte i en svær, eksistentiel ensomhed, som får mange til på forhånd at opgive at fortælle deres omverden, hvordan de har det, grundet en overbevisning om, at ingen vil kunne forstå det.
Dertil kommer angsten for at være psykisk syg, da symptomerne ikke sjældent fortolkes på denne måde af de større børn og unge. Også ønsket om ikke at udskille sig fra kammeraterne ved at være anderledes samt forsøg på at undgå de traumatiske erindringer har betydning.
I Rorschach-testning af traumatiserede børn og unge kommer den desorganiserede adfærd ofte til udtryk i mange F-svar. Også børn kan lide af en række genoplevelsessymptomer, hvor den traumatiske begivenhed til stadighed genopleves på flere måder, igen med vigtige forskelle sammenlignet med voksne.

 


Symptomer i legen

Børn med traumer kan opleve gentagne, invaderende og belastende erindringer om det skete i form af billeder, tanker m.m. Bemærk: For yngre børn kan der forekomme gentagelsesleg/traumatisk leg, hvor temaer eller aspekter ved traumet udtrykkes.
Leg er en vigtig mestringsstrategi for børn, for i legen kan barnet indtage forskellige roller, det kan lave en distance både tidsmæssigt (legen er i da-tid) og emotionelt, og samtidig har legen et forløb, d.v.s. en begyndelse, en fortsættelse og en slutning, hvor barnet selv bestemmer slutningen.
I den traumatiske leg kan barnet imidlertid ikke lave distance til det skete, både fordi det er vanskeligt at indtage en anden rolle end sin egen, og fordi den traumatiske hændelse gentages. Det betyder, at barnet sidder fast i den traumatiske oplevelse frem for at bearbejde den, og angsten vokser derfor.

 


Søvn og mareridt

Børn med traumer kan opleve gentagne, belastende drømme om det skete. Bemærk: For børn kan der være tale om skræmmende drømme uden genkendeligt indhold (d.v.s. mere diffuse mareridt / monsterdrømme).
Det traumatiserede barns generelt stærkt forhøjede angstniveau bliver endnu mere udtalt, når natten nærmer sig. For mange børn er dette i forvejen døgnets mest sårbare tidspunkt, og for det traumatiserede barn gør dette sig i endnu højere grad gældende.
Angsten for natten såvel som angsten for mareridt betyder, at barnet ofte vil have modstand mod at gå i seng, ikke vil sove alene men insisterer på at sove sammen med moderen, ofte endog helst med moderens ansigt mod sit og moderens hånd i sin, ikke tør sove i mørke samt ikke tør sove væk fra hjemmet. Det er tankevækkende, at mange flygtningebørn lider af enuresis nocturna.
Barnets krav om at sove samtidig med og sammen med moderen får ofte betydning for familiens indbyrdes relationer. Børn kan plages af natteterror, som adskiller sig fra mareridt ved, at barnet græder eller skriger, men ikke er helt vågen, ikke genkender sine voksne og ikke vil lade sig trøste, men tværtimod skubber den voksne væk. Natteterror forskrækker forældrene, der oplever sig magtesløse og ofte vil søge lægehjælp til barnet.

 


Flashback

Dissociative episoder som flashbacks. Der hersker usikkerhed om, fra hvilken alder man kan opleve flashbacks, da dette sandsynligvis forudsætter en vis grad af neurologisk modenhed, men unge kan opleve sådanne dissociative fænomener (Yule & Williams, Journal of Traumatic Stress, 3, 1990).

 


Undgåelsesadfærd

Hvad angår symptomer på undgåelse skal specielt nævnes, at børn meget ofte undlader at fortælle om plagsomme traumesymptomer, bl.a. fordi det gør erindringerne om det skete mere nærværende. Har der eksempelvis været tale om tab af nære familiemedlemmer, vil barnet undgå at tænke på det skete. I forlængelse heraf vanskeliggøres barnets sorgproces, fordi tanker om tabet bringer traumatiske erindringer frem, så fokus ændres.
Barnets forsøg på at undgå aktiviteter og situationer, der frembringer minder om det skete, kan eksempelvis indebære, at det undgår bestemte lege, ligesom der kan være tale om en mere generel trækken sig fra andre.

 


Fremtidspessimisme

Også fremtidspessimisme skal nævnes, da den er særlig slående for børn, som under normale omstændigheder netop karakteriseres af nærmest ubegrænsede fremtidsdrømme. Når en traumatiseret 10-årig på sin fødselsdag i en snak om runde fødselsdage giver udtryk for ikke at forvente at blive 20 år, er dette særlig påfaldende og en meget præcis illustration af symptomet.

 

Sekundær traumatisering eller omsorgssvigt

For børn, der oplever, at deres meget traumatiserede forældre ikke er kaptajn i egen tilværelse, gør det sig bl.a. gældende, at deres fundament af tryghed mangler, deres identifikationsmuligheder påvirkes negativt, og de kan tidligt afskrive sig voksne, dvs. forældre og andre, som nogle, der kan guide dem i hverdagen.

I stedet bliver de unge selvstyrende i egen tilværelse, men uden at have den fornødne modenhed hertil emotionelt, socialt og kognitivt.

Begrebet sekundær traumatisering refererer til det forhold, at den traumatiserede forælder overfører egne traumer til barnet, så barnet sekundært traumatiseres, uden altså direkte at have været vidne til de traumatiske hændelser.
Begrebet kaldes også "traumetransmission".

Barnet viser også den sekundære traumatisering adfærdsmæssigt, hvilket stiller krav til institutioner og skoler om en kaosreducerende pædagogisk tilgang også til disse børn.

De traumatiserede forældres måde at forvalte deres forældrerolle på kan være så præget af egne traumer, at der i yderste konsekvens kan blive tale om manglende forældreevne.

Ser man på traumesymptomerne, er det centralt at bemærke, at mange af disse har stor betydning for relationer. Det drejer sig om symptomer som mistillid, manglende aggressionshæmning, uforudsigelighed, angst, tristhed, nedsat opmærksomhed og koncentration, social isolation samt psykosomatiske symptomer.

Der kan derfor opstå relationsforstyrrelser både indadtil i familien og udadtil i barnets institutioner. Det er sandsynligt, at det relativt høje antal af flygtningekvinder (og børn) på landets krisecentre bl.a. skal forstås i lyset heraf.

For børn, der vokser op som vidne til og/eller offer for hyppig, uforudsigelig vold, er der ikke blot tale om sekundær traumatisering grundet forældrenes overførsel af egne traumereaktioner, men om primær traumatisering grundet aktuelle voldsomme oplevelser i familien.

 

Alternative kriterier for at diagnosticere PTSD hos små børn
(Scheeringa et al.,1995)

A. Genoplevelse: leg med traumeindhold; genskabelse af traumet; tilbagevendende erindring om den traumatiske begivenhed; mareridt, flashbacks eller belastning ved eksponering til noget, der minder om begivenheden

B. Følelsesstumhed (numbing): begrænsning i leg, socialt tilbagetrukket, begrænset følelsesspektrum, tab af tidligere erhvervet udviklingsmæssig kompetence

C. Forøget vagtsomhed: problemer med at falde i søvn; opvågning om natten; nedsat koncentration; forhøjet vagtsomhed, forskrækkelsesrefleks

D. Frygt og aggression: nye former for aggression, ny separationsangst, frygt for at gå på toilettet alene, frygt for mørke eller andre nye former for frygt

For hver gruppe skal mindst 1 symptom være til stede

 

Komorbiditet i forbindelse med PTSD hos børn og unge.

• Svær depresssion og dysthymi (14-62%)

• Angst (GAD, fobier, separationsangst)(15-50%)

• ADHD (6-25%)

• Borderline personlighedsforstyrrelse

Seneste opdatering

Tirsdag, 01 maj 2012
.