Sekundær traumatisering

Skribent: Frank Henriksen Redaktion: PTSD forum

Begrebet kaldes også: traumetransmission, vikarierende traumatisering eller stedfortædende traumatisering.

Fænomenet sekundær traumatisering blev observeret første gang i forbindelse med behandlingen af overlevende fra KZ-lejre.

Begrebet dækker over det at, nogle af de symptomer som en traumatiseret / ptsd-ramt lider under, overføres til fx. nære familiemedlemmer eller fx. behandlere. Så hvor den ptsd-ramte kaldes for den primært traumatiserede så kaldes familiemedlemmet eller behandleren den sekundært traumatiserede.

 

Sekundær traumatisering for pårørende

For børn, der oplever, at deres meget traumatiserede forældre ikke er kaptajn i egen tilværelse, gør det sig bl.a. gældende, at deres fundament af tryghed mangler, deres identifikationsmuligheder påvirkes negativt, og de kan tidligt afskrive sig voksne, dvs. forældre og andre, som nogle, der kan guide dem i hverdagen.

I stedet bliver de unge selvstyrende i egen tilværelse, men uden at have den fornødne modenhed hertil emotionelt, socialt og kognitivt.

Begrebet sekundær traumatisering refererer til det forhold, at den traumatiserede forælder overfører egne traumer til barnet, så barnet sekundært traumatiseres, uden altså direkte at have været vidne til de traumatiske hændelser.

Barnet viser også den sekundære traumatisering adfærdsmæssigt, hvilket stiller krav til institutioner og skoler om en kaosreducerende pædagogisk tilgang også til disse børn.

De traumatiserede forældres måde at forvalte deres forældrerolle på kan være så præget af egne traumer, at der i yderste konsekvens kan blive tale om manglende forældreevne.

Ser man på traumesymptomerne, er det centralt at bemærke, at mange af disse har stor betydning for relationer. Det drejer sig om symptomer som mistillid, manglende aggressionshæmning, uforudsigelighed, angst, tristhed, nedsat opmærksomhed og koncentration, social isolation samt psykosomatiske symptomer.

Der kan derfor opstå relationsforstyrrelser både indadtil i familien og udadtil i barnets institutioner. Det er sandsynligt, at det relativt høje antal af flygtningekvinder (og børn) på landets krisecentre bl.a. skal forstås i lyset heraf.

Men det er ikke blot børn der kan blive ramt af sekundær traumatisering. Dette fænomen kan også ramme ægtefæller eller andre pårørende der lever meget tæt på den traumatiserede.

 

Sekundær traumatisering for behandlere o.a.

Behandlere i denne forbindelse kan dækker over de personer den traumatiserede møder som et led i behandlingen eller varetagelse af andre personlige forhold. Det kan være både i offentligt eller privat regi. Det kan ex. dreje sig om psykologer, terapeuter, fysioterapeuter, socialrådgivere eller lignende. De personer der kommer tættest på og mest "ind under huden" på den traumatiserede er også de personer der har den største risiko for at blive ramt af sekundær traumatisering.

Begrebet kan betegnes som ”en eksistentiel rystelse over tid”, hvor forholdet til de vigtige værdier i livet bliver ændret inegativ retning. Negative påvirkninger fra møderne med de stærkt traumatiserede klienter samler sig altså langsomt i behandleren, som så selv kommer til at opleve livet og sig selv som ”mørkere” og uden værdi og håb – nøjagtig som det er typisk for klienterne selv.
Tiden og graden af kontakt er væsentlige faktorer for udviklingen af et sekundært trauma. Et enkeltstående, rystende møde med én patient kan være dråben, der får bægret til at flyde over, men det ene møde kan ikke give udslaget alene. Netop fordi et sekundært trauma udvikler sig over tid, er det vigtigt hele tiden at være opmærksom på faresignaler – både hos sig selv og hos eventuelle kolleger.

Sekundær traumatisering kan forveksles med udbrændthed, da mange af symptomerne kan være de samme. Men hvor udbrændthed i mange tilfælde baserer sig på "mængden", så er sekundær traumatisering mere baseret på "indholdet". Men også udbrændthed er en tilstand som behandlere i forbindelse med arbejdet med ptsd-ramte er i stor risiko for at lide under. Begge tilstande er meget kritiske og noget der kræver stor bevågenhed på arbejdspladsen.

 

Pas på dig selv - faresignaler....

Hvis du arbejder med behandling af traumatiserede mennesker, skal du være særligt opmærksom på signaler, der kan være tegn på sekundær traumatisering.

Det kan bl.a. vise sig, hvis du:

  • gradvist trækker dig fra omverdenen – både professionelt og privat
  • ændrer opfattelse af dig selv, og ikke længere synes, du mestrer dit liv, hverken arbejdsmæssigt eller hjemme
  • har ændret verdensopfattelse og ikke længere opfatter verden som basalt god
  • har mareridt og drømme, hvor du befi nder dig i samme situation som din patient
  • føler dig hjælpeløs
  • føler modvilje mod én eller fl ere patienter
  • har voksende mistillid til andre mennesker
  • føler dit arbejde som en byrde
  • føler dig fagligt inkompetent
  • ikke føler, at der er skel mellem arbejde og privatliv
  • oplever, at førhen helt almindelige begivenheder nu vækker irrationel ængstelse og uro (eks. en mand i uniform, en film, hvori der indgår vold/tortur, en kniv på et bord e.lign.)
  • har svækket koncentration og ofte glemmer ting og aftaler
  • føler tristhed og har let til gråd
  • har fysiske symptomer, såsom

 

Netværk, supervision, faglig støtte fra kolleger koblet med ikke at sætte sig alt for ambitiøse mål med behandlingen, er vigtige elementer, som kan være med til at bremse såvel sekundær traumatisering som udbrændthed i opløbet. Men også et godt privat netværk er væsentligt samt at vide, hvor det er muligt at henvende sig, hvis der opstår en krise.

Seneste opdatering

Tirsdag, 08 maj 2012
.